Fortsæt til indhold
Aarhus

Østjyske unge får endelig svar på, hvilket gymnasium de er optaget på

De skulle egentlig have haft svar den 1. maj, men nu ligger det fast, at de kommende gymnasieelever modtager svarbrev mandag den 17. maj.

Mandag den 17. maj får kommende gymnasieelever fra hele Østjylland svar på, hvilket gymnasium de er optaget på efter sommerferien.

Det bekræfter formand for Fordelingsudvalg Øst Allan Friis Clausen.

»Vi gennemgår de sidste detaljer, og så er vi klar til at sende svarbrev ud mandag,« siger Allan Friis Clausen.

De kommende gymnasieelever skulle egentlig have haft svarbrevet den 1. maj. På grund af lukningstrusler fra Aarhus Gymnasium, Tilst var man dog nødsaget til at sætte fordelingsarbejdet på pause. Det gjaldt fordelingen af elever til alle gymnasier under Fordelingsudvalg Øst. Det vil sige alle gymnasier i Aarhus, Silkeborg, Skanderborg, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Odder og Randers.

Fordelingsudvalg Øst anmodende derfor Børne- og Undervisningsministeriet om at få forlænget svarfristen indtil den 17. maj, så Aarhus Gymnasium, Tilst kunne få afklaret sin situation.

Tirsdag den 11. maj besluttede bestyrelsen på Aarhus Tech, som driver Aarhus Gymnasium, Tilst, at droppe lukningstruslerne. Efter den afklaring er Fordelingsudvalg Øst nu klar med den endelige elevfordeling, som sendes ud mandag.

De kommende gymnasieelever modtager svarbrevet i e-boks.