Ekstra arealer skal give plads til vildskoven
Inddragelse af landbrugsarealer ved Moesgaard skal give plads til både vildskov, indhegnede dyr og fritidsbrugere i Marselisborgskovene, lyder et løsningsforslag efter et forligsmøde om det omstridte projekt.
Inddragelse af tilstødende arealer skal løse den gordiske knude ved navn Moesgaard Vildskov.
Det er i hvert fald planen efter et møde mellem forligspartierne onsdag eftermiddag. På forhånd havde Teknik og Miljø konkluderet, at der ikke er plads til både vildskov og indhegnede dyr i Marselisborgskovene, hvis det ikke må genere fritidsbrugerne.
Forligsteksten skulle nok have været lidt skarpere.
Teknisk rådmand Bünyamin Simsek siger:
»Jeg har bedt forligskredsen om at definere helt præcist, hvad der menes med, at vildskoven ikke må genere fritidsbrugerne, for det er nøglen til den videre proces. Derefter vil vi kigge på mulighederne, og der er enighed om, at man både kigger inden for Moesgaard og uden for Moesgaard med mulighed for at inddrage ekstra landareal, så der også kan blive plads til indhegninger,« siger rådmanden og fortsætter:
»Jeg er tilfreds med mødet. Som rådmand leverer jeg altid, hvad byrådsflertallet ønsker, men her har vi sagt, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Derfor er det vigtigt, at forligskredsen bliver helt præcise på, hvad der menes i teksten,« siger han.
I Socialdemokratiet er der enighed om at se bredere på skovområdet.
»Vi er med på at gå lidt op i helikopteren og se på muligheden for at inddrage tilstødende arealer og se på andre områder i Aarhus. På den måde er der enighed om at give lidt mere fleksibilitet, så vi kan få enderne til at mødes, hvor vi højner biodiversiteten, men fortsat også har plads til, at aarhusianerne kan bruge skoven,« siger Anders Winnerskjold (S), politisk ordfører.
Liv Gro Jensen (SF) var i sin tid – som medlem af Alternativet – initiativtager til forslaget om Moesgaard Vildskov, der blev en del af budgetforliget for 2019. Nu er hun SF’er og glæder sig over, at der tilsyneladende er udsigt til en løsning.
»Nu bliver vi sammen lidt mere konkrete på, hvornår der skal ligge nogle scenarier, som også indeholder nogle indhegnede områder. Det skal ske, som vi tidligere har foreslået, i en kompromisløsning, ved at bortforpagtede landbrugsarealer tages tilbage til kommunen, så det samlede område kan gøres større,« siger hun og fortsætter:
»Vi er tilfredse med, at vi kommer videre i processen, men vi vil se noget på skrift, før vi er helt tilfredse.«
Hvorfor har den her sag taget så lang tid?
»Det er jo blevet en politisk sag, og desuden har forligsteksten kunne tolkes på flere forskellige måder, så den skulle nok have været lidt skarpere,« siger Liv Gro Jensen.
Ifølge teknisk rådmand Bünyamin Simsek er det aftalt, at der skal ligge scenarier klar inden sommerferien.