Virtual reality giver bedre møder, mener Skanderborg
For mange kan det være overvældende at skulle til et såkaldt rehabiliteringsmøde med kommunen. Her møder borgeren fem-seks forskellige fagpersoner, som skal tage stilling til, om borgeren skal indstilles til jobafklaringsforløb, fleksjob eller førtidspension. Det er med andre ord et møde, som har stor betydning for borgerens fremtid, og som derfor kan give mange bekymringer på forhånd.
Men nu er der hjælp at hente. Den seneste tid har borgere i Skanderborg Kommune forud for mødet med det såkaldte rehabiliteringsteam kunnet træne mødet på forhånd. Det sker ved hjælp af virtual reality-briller, hvor man selv kan navigere rundt og fornemme mødet og omgivelserne.
»Med virtual reality kan vi genskabe et virkelighedstro møde, hvor borgeren møder de fagpersoner, der deltager i det fysiske møde, og får eksempler på de emner, der skal snakkes om. Derved kan man forberede sig på mødet i trygge og vante rammer derhjemme. Det giver bare ro i maven til det fysiske møde. Det betyder, at vi får et bedre møde og et bedre samarbejde,« fortæller Emil Bernth, socialfaglig medarbejder og ergoterapeut i Skanderborg Kommune, i en pressemeddelelse.
Det er rehabiliteringsteamet ved Jobcenter Skanderborg og medarbejdere fra Kompetencecenter Skanderborgs afdeling for Socialpsykiatri & Beskæftigelse, som sammen med en gruppe borgere har genskabt rehabiliteringsmøderne i VR.
JP Aarhus