Fortsæt til indhold
Aarhus

Opråb til Borgen: Trafikforliget skal have Grenaa med!

Der er en åbenlys mangel i regeringens udspil til kommende investeringer i infrastruktur, mener flere østjyske borgmestre: Forbindelsen til Grenaa og Grenaa havn.

JP Aarhus

Borgmestre i Østjylland er ikke udtalt tilfredse med det udspil som regeringen præsenterede i sidste uge til investeringer for 105,8 mia. kr. til forbedringer i infrastrukturen.

For selv om flere glæder sig over udsigten til en udvidelse af E45, så mangler forslaget en forbedring af en central strækning på Djursland, mener borgmestrene, der i en direkte henvendelse til transportminister Benny Engelbrecht vil understrege vigtigheden af, at manglen bliver udbedret i forhandlinger med de øvrige politiske partier.

»Som snart den eneste større havn i Danmark med stigende trafik og en færgeforbindelse mellem Danmark og det sydlige Sverige, er det ganske enkelt ikke acceptabelt, at infrastrukturen til Grenaa Havn ikke forbedres. Udover at det stiller Grenaa Havn ringere end de øvrige større danske havne, så er den nye færgeforbindelse mellem Grenaa og Halmstad en væsentlig og vigtig nyskabelse i det skandinaviske forsyningsnet og den østjyske infrastruktur,« siger borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (S), i en pressemeddelelse.

Han får opbakning fra både Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus, og Ole Bollesen (S), borgmester i Syddjurs Kommune.

»Vi skal helt til Grenaa og for Østjylland har det store perspektiver, at vi fra Grenaa Havn har en direkte adgang til det sydlige Sverige via færgeruten til Halmstad. Det skal understøttes af de nødvendige statslige investeringer i vejnettet,« udtaler Jacob Bundsgaard.

»Jeg er selvfølgelig glad for, at der i regeringsudspillet er afsat penge til forbedringer af infrastrukturen frem til Aarhus Lufthavn. Men det er ikke nok for Syddjurs Kommune, og netop færgeruten fra Grenaa til Halmstad vil betyde ekstra tung trafik igennem Tirstrup. Vi får også øget turisme fra Halmstadforbindelsen både på hele Djursland og i det øvrige Østjylland. Arbejdspladserne på Grenaa Havn, der jo er i markant vækst, har stor betydning for Syddjurs. Derfor må Grenaa Havn nu ligestilles infrastrukturmæssigt med de øvrige større danske havne,« udtaler Ole Bollesen.

Syddjurs borgmester har tidligere i JP Aarhus udtrykt glæde over den del af udspillet, der handler om en opgradering af vejen mellem Bale ved Løgten til Tåstrup – formentlig til en såkaldt 2+1-motortrafikvej på hele strækningen, som der allerede i 2012 blev lavet forundersøgelser af.

»Sporet er der i forvejen, så det bliver ikke ret dyrt at lave det. Jeg har selv talt med trafikministeren om en 2+1-løsning for nogle måneder siden, så jeg regner med, at det er det, der lægges op til i udspillet,« sagde Ole Bollesen til JP Aarhus.