Skanderborg Søbad bliver færdigt til tiden
Arbejdet med Skanderborgs nye søbad skrider frem som planlagt – det på trods af overraskende isvinter. Den sidste af 160 betonpæle blev banket i søen den 24. februar – en uge før beregnet og nu går det stærkt med at montere den bærende trækonstruktion.
Det skriver Skanderborg Kommune på sin hjemmeside.
Projektet er blevet dyrere end beregnet, da man i efteråret opdagede, at de yderste betonpæle var nødt til at være længere end først antaget pga. blød søbund. De yderste pæle er således blevet hele 30 meter lange. Og det koster.
Til projektet inkl. Kulturløberen mellem Kulturhuset og søbadet er der afsat 12,5 mio. kroner i forbindelse med omvendt licitation. Derudover blev der afsat 1,8 mio. kr. til uforudsete omkostninger svarende til 15 pct. af anlægssummen.
»Men den uventede omprojektering med ekstra lange pæle har desværre lagt beslag på alle midler til uforudsete omkostninger og lidt til. Det betyder, at der er for lidt til at stå imod med til andre uforudsete omkostninger, som uvægerligt følger med. Derfor har vi været nødt at beskære Kulturløberen og samtidig bede politikerne om lidt ekstra penge for at fastholde søbadets funktioner og høj kvalitet,« siger afdelingsleder Mikkel Lindskov Petersen fra Plan og Byudvikling i pressemedddelelsen.
Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget indstillede den 3. marts, at kommunen giver en tillægsbevilling på 431.000 kr., og afsætter en ekstra buffer på 500.000 kr., hvis det bliver nødvendigt.
Selv om budgettet er skredet – så holder tidsplanen. Derfor bliver det muligt at hoppe i søen fra søbadet fra midten af juni. Den officielle indvielse er ikke fastlagt – det afhænger som så meget andet af corona.