Fortsæt til indhold
Aarhus

Byrådspartier i strid om hoteludvidelse

Socialdemokratiet kalder planerne om udvidelse af Hotel Mayor på Banegårdspladsen i Aarhus »ambitiøse«. Dansk Folkeparti kalder omvendt forslaget »bombastisk«.

De to største partier i Aarhus Byråd, Socialdemokratiet og Venstre, er enige:

Hotel Mayors planer om en tilbygning i baggården i op til seks etager sender et stærkt signal om Aarhus’ styrke som turistattraktion.

»Også som forretningsby. Det er super stærkt. Det er også stort, og det er også ambitiøst. Det er efter min mening et fint byggeri, så der er meget godt at sige om det her,« sagde Steen B. Andersen (S), næstformand for teknisk udvalg i Aarhus Kommune, under byrådets behandling af byggeplanerne, som skal tilføre hotellet en ny bebyggelse i seks etager, der gradvist nedtrappes til tre etager på et nuværende p-areal i baggården af Banegårdspladsen 14.

Hotellet er allerede i dag seks etager, men det nye byggeri vil fravige kommuneplanens bestemmelse om etageantal og placering, da bebyggelsen på sit højeste er seks etager og opføres i gårdrummet, fremgår det af indstillingen. Sagen har været sendt til nabohøring, hvilket har medført en række indsigelser om især skygge- og indbliksgener, parkeringsforhold, udsigtsforringelse, og at byggeriet er for stort, voluminøst og utilpasset. Af samme årsag blev sagen onsdag sendt til videre behandling i udvalget, hvor der også er bedt om foretræde fra naboer.

»Vi er faktisk ret enige med den socialdemokratiske ordfører, hvilket er foruroligende i sig selv. Vi synes også, at det er inspirerende at se, hvordan vores lokale erhvervsliv på trods af corona viser virkelyst og optimisme i forhold til fremtiden,« sagde Almaz Mengesha (V).

Voldsomt tiltag

SF’s Jan Ravn Christensen finder også lysten til investering i byens hotelkapacitet glædelig.

»Vi er dog særligt nervøse i forhold til de højeste etager i baggården. De er nok lige i overkanten, da det ser ud til, at alt, hvad der minder om eftermiddagssol, forsvinder i baggårde. Det bliver vi nødt til at tage seriøst,« sagde Jan Ravn Christensen.

Det Konservative Folkeparti afventer udvalgsbehandlingen og foretrædet, mens Det Radikale Venstre er bekymret for bl.a., om byggeriet bliver for dominerende. Enhedslisten og løsgænger Dorthe Borgkvist mener, at kommunen skal lytte til de bekymrede naboer, og Dansk Folkeparti ønsker at fjerne nogle af de foreslåede etager.

»Det er et bombastisk byggeri, og vi vil gerne drøfte i udvalget, om der ikke kan skæres nogle af etagerne ned med en nedtrapning. Vi er godt klar over, at der bygges på egen jord, men der er også naboer at tage hensyn til,« sagde Knud N. Mathiesen (DF).

Lokalt Kulturmiljøråd har gjort indsigelser mod den foreslåede tilbygning, som rådet mener må »anses for at være et voldsom tiltag, der i særlig grad vil have en stor indflydelse på baggårdsmiljøerne ved de eksisterende byhuse mod Banegårdsgade samt påvirke oplevelsen af Rådhusparken«.

Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, vurderer, at projektet medfører nogle indbliksgener og skyggegener, men at disse efter en bearbejdning af projektet er formindsket. Teknik og Miljø peger i sin indstilling også på Aarhus Kommunes strategi for hoteludvikling, som forudsætter en løbende udbygning af antallet af hotelværelser.