Psykiatriske sengepladser til udsatte borgere står tomme
På AUH Psykiatrien i Skejby står 10 af 14 særlige pladser til svært psykisk syge borgere ledige.
12 af 24 særlige pladser til svært psykisk syge og ofte farlige borgere i Region Midtjylland står i øjeblikket tomme.
På Afdeling for Psykoser, AUH Psykiatrien, Aarhus Universitetshospital, står 10 af 14 pladser ledige. Samtidig er 2 af 10 pladser i Regionspsykiatrien Midt i Viborg lige nu også tomme. Ifølge Region Midtjylland er de mange ledige pladser ikke et spørgsmål om, at der ikke er brug for alle 24 psykiatriske senge til særligt udsatte borgere. Det er kommunerne, som bestemmer, om en særligt udsat borger skal tilbydes behandling på en af de 24 pladser. Ifølge Region Midtjylland er der generelt fuld belægning på alle andre sengeafsnit i psykiatrien.
»Der er ingen tvivl om, at de patienter, som de særlige pladser er tiltænkt, kan få god gavn af et længere forløb. Og det er netop det, de særlige pladser giver mulighed for. Vi har et indtryk af, at dette tilbud godt kunne gøre sig gældende over for flere borgere,« siger Claus Graversen, sygeplejefaglig direktør, Region Midtjylland.
Ifølge lovgivningen omkring de særlige pladser i behandlingspsykiatrien skal kommunerne betale for at bruge pladserne. Kommunerne opkræves i 2021 4.108 kr. pr. sengedag. Dertil kommer et tillæg, som beregnes ud fra kommunens andel af ledige pladser, hvis patienten tildeles en af de særlige pladser i sin hjemmeregion.
»Den enkelte kommune kan godt visitere den enkelte borger til et andet lokalt botilbud, som kommunen vurderer er i orden. Det er det dilemma, som kan opstå, når forskellige vurderinger skal mødes,« siger Claus Graversen.
I interesseorganisationen Sind – Landsforeningen for psykisk sundhed er man ikke overrasket over antallet af ledige pladser.
»Det er grotesk, at der står ledige senge på de psykiatriske tilbud. Vi har længe påpeget, at oprettelsen af de særligt udsatte-pladser ikke løser problemerne. Tallene understreger vores pointe. Vi ser hellere, at de reserverede særlige pladser overgår til den almindelige behandlingspsykiatri,« siger Kristian Bennedsen, førstenæstformand i Sind.