Fortsæt til indhold
Aarhus

V-rådmand vil arbejde videre med udvikling af banegraven

Transportministeriet dropper banegravsprojekt i Aarhus, men V-rådmand er klar til at se på nye muligheder. SF og beboere i området er tilfredse, for de frygtede et alt for massivt byggeri.

Nogle græder lidt, og andre jubler.

Sådan er reaktionerne på transportminister Benny Engelbrechts overraskende udmelding tirsdag eftermiddag om, at det storstilede byudviklingsprojekt ”Overdækning af banegraven” er sat i bero, da undersøgelser har vist, at det kan risikere at forsinke elektrificering af jernbanen mellem Aarhus og Aalborg.

»Jeg synes da, at det er ærgerligt, for det var en historisk chance for at bygge en ny bydel over banegraven, men jeg forstår beslutningen, for elektrificeringen er meget vigtig. Jeg mener stadig, at vi skal forsøge at realisere nogle af de sidegevinster, der var lagt op til i forhold til f. eks. cykelparkering, cykelstiakse og flytning af taxaparkering, og så vil det være godt med en fodgængerforbindelse til perronerne fra Frederiksbroen,« siger teknisk rådmand Bünyamin Simsek (V).

Dyr og dårlig løsning

SF-rådmand Thomas Medom jubler:

»Forsøget på at etablere en betonjungle henover banegraven har fra starten været en både dyr og dårlig løsning. Der var lagt op til alt for tæt og højt byggeri, der ville betyde enormt meget ekstra forurening og trafik i Aarhus Midtby,« udtaler rådmanden.

Hos Jeppe Spure Nielsen, formand for Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd, er der blandede følelser:

»Vi var sådan set ikke imod overdækning af banegraven, men vi begræder ikke, at det stopper nu, for vi var imod det projekt, der lå på bordet. Det var ikke god by, men alt for tæt og massivt byggeri og ikke grønt nok. Derudover undrer vi os lidt over processen, at man først nu finder ud af, at det ikke kan lade sig gøre,« siger han og tilføjer en ny idé:

»Men vi er klar til at arbejde videre med nye planer for en grønnere banegrav. En idé kunne f. eks. være at lave en cykelcamino, der forbinder Sydhavnen med Eskelunden, hvor Northside jo skal være,« siger Jeppe Spure Nielsen.

I Aarhus har ideen om overdækket banegrav været drøftet i mange år, og et projekt blev sendt i forhøring i september 2020, men byggeprojektet mødte kritik for at være for højt og for tæt. Siden har konsortiet arbejdet med at justere projektet, og planen var, at byrådet i løbet af foråret skulle træffe en beslutning.