Børnehave i Norddjurs trues af lukning
Det faldende børnetal i Norddjurs Kommune kan endnu en gang ud til udmønte sig i lukningen af en børnehave.
Siden budgettet for Norddjurs Kommune i efteråret blev vedtaget, er der blevet arbejdet på, hvordan det fremtidige landskab på daginstitutionsområdet skal se ud. I budgetforliget aftalte politikerne således, at der i indeværende budgetår skal ske en tilpasning af antallet af daginstitutioner.
Derfor skulle Børne- og Ungdomsudvalget i sidste uge tage stilling til fem opstillede scenarier, hvor lukning af én eller flere institutioner var temaet.
Sagen er i høringsfase indtil 12. februar, men som den eneste af udvalgets medlemmer peger formand Mads Nikolajsen (SF) allerede nu på, at en lukning af daginstitutionen Møllehaven i Ålsø er den bedste løsning. Børnehaven har lige nu 23 børn, men til august ventes det tal at falde til 17 børn, og udvalgsformanden kan derfor ikke umiddelbart se, hvordan institutionen skal kunne fortsætte.
»Jeg har svært ved at se, at vi kan gennemføre den børnehave med 17 børn, så jeg vil ikke gemme mig bag de opstillede scenarier. Det er mest fair, at bestyrelserne kan se, hvad der er ens udgangspunkt, så min indstilling er, at vi er nødt til at lukke Møllehaven,« siger Mads Nikolajsen.
De øvrige medlemmer af Børne- og Ungdomsudvalget vil først tage stilling til scenarierne, når høringsfristen udløber 12. februar.
Mads Nikolajsen noterer da også, at han vil hilse det glædeligt velkommen, hvis der i løbet af høringsfasen kommer oplysninger, der kan få pilen til at pege i en anden retning. Han holder dog fast i, at han mener, det er vigtigt at melde det aktuelle standpunkt ud nu.
»Vi har jo forpligtet hinanden til at reducere antallet af daginstitutioner, så jeg er spændt på at høre, hvad de andre partier siger, når de kommer ud af busken. Jeg ser meget gerne, at Møllehaven kan fortsætte, så jeg vil være hjertens glad, hvis der sker en eller anden mobilisering, men så er der brug for nogle svar, som påviser, at der kommer flere børn. Derfor synes jeg, det er bedst at melde ud, had der er ens udgangspunkt,« lyder det fra Mads Nikolajsen.
Hvis Møllehaven lukkes, skal det fra kommunens side undersøges, om det kan lade sig gøre at fortsætte med dagplejen, som holder til i samme bygninger