Fortsæt til indhold
Aarhus

Lighthousetårnet klar til 142 meter opstigning

Entreprenøren støber nu én etage om ugen, så Danmarks højeste bolighus er rejst til efteråret. 150 af de 400 lejligheder er solgt.

Opstigningen skulle være påbegyndt i 2020, men nu skulle det være ganske vist – Lighthousetårnet på spidsen af Aarhus Ø begynder sin opstigning og ventes at stå klar i efteråret.

Det fortæller Stine Hindby, partner i Kilden & Hindby, der er bygherre på Lighthouse sammen med Domis.

Hvis alt går efter planen, vil tårnet nå sin højde på 142 meter i løbet af efteråret, men det er med de forbehold, der vil være ved et så specielt byggeri.
Stine Hindby, partner, Kilden & Hindby

»Det er et komplekst byggeri, og vi havde selv regnet med, at tårnet ville være højere nu, men entreprenøren har i stedet valgt at bygge videre på sidebygningerne og så klargøre mere til tårnet, inden man bygger opad. Det gælder bl.a. en stor vindskærm, som er på plads nu og skal løftes op, i takt med at etagerne kommer på,« fortæller hun.

Da bundpladen blev lagt i februar 2020, var meldingen, at tårnet ville vokse med en etage om ugen, men entreprenørfirmaet Aarsleff ændrede altså strategi.

I øjeblikket er tårnet nået op i otte af de i alt 45 etager, det skal ende med som Danmarks højeste bolighus, og det tager seks dage at støbe kernen til hver etage, så tårnet kan vokse med mindst én etage om ugen.

Der er tale om såkaldt in situ-støbning, som betyder støbning på stedet i modsætning til byggerier, hvor der bruges færdigstøbte betonelementer. Fordelene ved in situ-støbning er, at det minimerer brugen af kraner, som kan være problematisk med meget vind i de højder, der skal bygges, og derudover giver in situ-støbning en stærkere kerne i forhold til elementer, der skal bindes sammen.

»Hvis alt går efter planen, vil tårnet nå sin højde på 142 meter i løbet af efteråret, men det er med de forbehold, der vil være ved et så specielt byggeri,« siger Stine Hindby.

I takt med at de enkelte etager støbes, og tårnet rejser sig, vil der også blive arbejdet løbende med facaderne, og målet er, at Lighthousetårnet skal stå klar til indflytning i løbet af 2022.

Tårnet og sidebygningerne indeholder tilsammen 400 lejligheder, og i øjeblikket er 150 af lejlighederne solgt, oplyser Stine Hindby, og det betegnes som tilfredsstillende.