Fortsæt til indhold
Aarhus

Region Midtjylland er klar til at vaccinere sårbare borgere

Fra tirsdag er det ikke kun sundhedspersonale og beboere på plejehjem, der kan få det første stik.

Region Midtjylland er fra tirsdag klar til at vaccinere de første borgere, der ikke bor på plejehjem eller er sundhedspersonale, skriver regionen.

Regionens syv vaccinationscentre åbner tirsdag, og hermed får de første visiterede sårbare borgere mulighed for at blive vaccineret.

Regionsrådsformand Anders Kühnau fortæller, at der i første omgang er tale om mindre udvalgt gruppe, der kan blive vaccineret.

»Det er fantastisk, at vi allerede nu kan begynde at tilbyde vaccinationer mod covid-19 til de første borgere, som ikke bor på plejehjem eller er frontpersonale i kommunerne eller på hospitalerne,« siger han.

Man skal være visiteret af sin læge eller kommune for at kunne blive vaccineret.

Regionen skriver, at man skal vente på at få en invitation til at blive vaccineret. Den vil komme enten i e-boks eller i et brev, hvis man er undtaget fra digital post.

Regionen kan vaccinere i alt 4.500 sårbare borgere. Det vil ske i dagene 5.-7. januar, og vaccinerne vil blive fordelt ligeligt i de syv centre. De ligger i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro.

Region Midtjylland venter i øvrigt, at den på fredag har vaccineret alle beboere i plejecentrene første gang.

»Vi er forud for planen. Det skyldes en kæmpestor indsats fra alle involverede. Fx er der på kort tid lavet en prøveordning, hvor de praktiserende læger selv blander vaccinerne. Normalt er det en opgave for hospitalsapotekets farmakonomer, men i så stort et vaccinationsprogram bliver de meget hurtigt en flaskehals. Det er et imponerende samarbejde på tværs af mange aktører i sundhedsvæsenet, vi er vidne til,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Mandag meldte Region Nordjylland, at den forventer at have vaccineret alle beboere på plejehjem på torsdag.

Også på landsplan er man forud. Det skyldes bl.a. at det har været muligt at udnytte den modtagne vaccine bedre end forventet.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke skrev tidligere mandag på Twitter, at man havde vaccineret 46.975 personer. Danmark har hidtil kun modtaget 45.825 doser af vaccinen fra Pfizer, men da der er ekstra vaccine i hvert glas har man kunnet udnytte det til at få flere vaccineret.