Fortsæt til indhold
Aarhus

Danskerne lejer de sommerhuse, udlændinge må afbooke

Rejse- og forsamlingsrestriktioner kan aflæses i udlejningen af sommerhuse i Østjylland.

Det er helt tydeligt på sommer- og feriehusmarkedet, at 2020 har været et mærkeligt år. I sommeren og ind i efteråret var efterspørgslen stor efter sommerhuse i Østjylland, mens det her i juletiden godt kan mærkes, at der er rejse- og forsamlingsrestriktioner, lyder meldingen fra flere udlejningsbureauer. Danskerne lejer sommerhuse i stor stil, mens udlændinge må aflyse.

Hos én af landets største feriehusudlejere, Novasol-gruppen, der også dækker over Dansommer, er meldingen, at den samlede belægning henover julen er ca. 35 pct. lavere end samme tid sidste år. Det på trods af, at der er ca. tre gange så mange danske gæster som sidste år.

»Grundet covid-19 kan vores udenlandske gæster ikke komme til Danmark. Det har naturligvis medført massive annulleringer,« meddeler direktør Jesper Johansen og konkluderer, at stigningen i danske gæster slet ikke er nok til at kompensere for tabet af de udenlandske gæster.

Hos Sol og Strand, der har 279 sommerhuse til udlejning på Djursland og Mols, er niveauet for udlejninger på Djursland halveret ift. sidste år. Tallene er dog så små – fra 59 i 2019 til 30 i år – at det kan være svært at konkludere noget på, vurderer kommunikationsansvarlig Lone Hejlskov.

Det er tradition for en del at holde jul og nytår i sommerhus for også større grupper, og den slags bookinger har vi set mange aflysninger af.
Jesper Kruse, kommunikationsansvarlig for Campaya

Hos Campaya, der udlejer sommerhuse på tværs af et meget stort antal udlejningsbureauer, ser billedet lidt anderledes ud. Her er 85 pct. af de 3.002 sommerhuse til udlejning i Østjylland optagede henover julen, hvilket nogenlunde svarer til det samme som sidste år, som ellers var et ekstremt godt år for sæsonen.

Der har været 20-30 pct. flere aflysninger af bookinger i jule-/nytårsugerne set ift. sidste år, men husene er så genlejet af andre – og det er danskerne, som holder niveauet oppe.

»Det er rigtig, rigtig fint for tidspunktet, og det vidner om, at rigtig mange har valgt at tage et smut i sommerhus i Østjylland henover helligdagene. På den måde følger julen resten af året, fra april og frem i al fald, hvor der har været ekstrem stor efterspørgsel på de danske sommerhuse fra danskerne,« siger Jesper Kruse, kommunikationsansvarlig ved Campaya.

Kun én booking på over 10

Går vi længere ned i Campayas data om udlejning i juleperioden, bliver det tydeligt, at sundhedsmyndighedernes anbefaling om maksimalt at samles 10 juleaften i hvert fald er blev lyttet til blandt mange af dem, der holder jul i et lejet hus.

Af de store sommerhuse med plads til flere end 11 stod der ca. 40 ledige i jule- og nytårsugerne, hvilket er en lavere belægningsprocent end gennemsnittet. For de store huse er belægningsprocenten 74,5, mens den altså er 85 pct. for det samlede antal huse, Campaya formidler udlejning af, og der har ifølge Jesper Kruse været markant færre store grupper, der har lejet hus i denne tid.

Ud af cirka 100 bookinger foretaget i den seneste uge, er der kun er lavet én booking til 11 personer eller derover. Resten er til færre, og langt de fleste bookinger er til to-seks personer.

»Det er tradition for en del at holde jul og nytår i sommerhus for også større grupper, og den slags bookinger har vi set mange aflysninger af. Modsat er husene så booket af andre, som gerne vil have et lille sceneskift her i den her noget monotone tid, så samlet er bookingniveauet som beskrevet som sidste år.«