Lime Vandværk er nu historie
Det er snart slut med at drikke vand, der er pumpet op af jorden under markerne øst for Lime ved Hornslet.
Det forbrugerejede Lime Vandværk har nemlig overdraget forsyningspligten til Aquadjurs. Og det sidste punktum for Lime Vandværk blev sat i begyndelsen af december, hvor en sidste generalforsamling besluttede at likvidere det gamle selskab og overdrage alle aktiver til AquaDjurs.
Hvis alt går efter planen, lukker de lokale boringer lige efter jul. Derefter vil drikkevandet til de cirka 300 husstande komme fra det blot tre år gamle, fællesejede vandværk i Auning, Vandsam.
Det er den nu afgåede formand for Lime Vandværk, Kenneth Vadstrup, glad for.
»Det er en lettelse. Det var ved at være for meget for en frivillig bestyrelse at drive en fødevarevirksomhed med forsyningspligt. Jeg kunne godt føle mig presset af driftsstop, fejl på ledningen og landmænd, der ikke havde vand til deres dyr. Nu er opgaven i hænderne på et professionelt vandselskab, og vandet er noget af det reneste, vi kan få på Djursland,« fortæller han i en pressemeddelelse fra Aquadjurs.