Borgere bekymret for ny råstofplan
Region Midtjylland har modtaget 294 høringsvar til den kommende råstofplan, som skal vedtages i midten af 2021.
Støv, støj og tung trafik. Det er de primære bekymringer blandt særligt de naboer og bysamfund, der har udsigt til potentielt at bo tæt ved et kommende råstofgraveområde. Det viser en gennemgang af af 294 høringsvar, som Regions Midtjylland har modtaget i forbindelse med udarbejdelsen af den såkaldte råstofplan.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Råstofplanen skal fastlægge, hvor der i regionen kan søges om tilladelse til udvinding af råstoffer som bl.a. sand, grus, sten og ler. En plan, som regionen er forpligtet til at lave, for at sikre, at man har nok råstoffer til minimum de næste 12 år. Planen skal vedtages i midten af 2021.
»Vi er godt klar over, at det fylder meget lokalt flere steder i regionen. Det er netop den type gener, vi også har drøftet til borgermøder og i medierne, og de bekymringer fylder også for os som politikere. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at lave en råstofplan, der i videst mulig udstrækning tager hensyn. Men vi er også bevidste om, at der er brug for råstoffer, og det er vores lod at udpege mulige graveområder i regionen,« lyder det fra formanden for Udvalg for Regional Udvikling, Jørgen Nørby (V), i meddelelsen.
Det er dog ikke kun borgerne, der ytrer sig i høringssvarene. Også staten, kommuner, interesseorganisationer og råstofbranchen selv har givet deres mening til kende.
Ifølge pressemeddelelsen er særligt sidstnævnte bekrymret for, at regionen vil mangle kvalitetsråstoffer i fremtiden.
»I råstofplanen skal vi afveje mange interesser, og en af dem er også, at der er brug for råstoffer til vækst og udvikling. Region Midtjylland har fra naturens hånd mange råstoffer i undergrunden, og nogle råstoffer findes kun i et lille geografisk område. Råstofferne ligger, hvor de ligger, så vi skal finde løsninger og kompromisser,« siger næstformand for Udvalg for Regional Udvikling, Flemming Knudsen (S).
Savner afklaring
Jørgen Nørby udtrykker i meddelelsen desuden forståelse for, at borgere og interessenter savner en afklaring. En hurtig løsning må dog ikke ske på bekostning af kvaliteten af planen, lyder det.
»Det kan virke som en lang proces, når man som borger eller industri venter på svar. Dem vil vi gerne give hurtigst muligt, men råstofgravning er et alvorligt indgreb i vores natur og i nogle borgeres private liv, og derfor skal vi gøre det grundigt, og vi skal leve op til de krav, der er. Samtidig viser høringssvarene tydeligt, at der er behov for at ændre lovgivningen, så der bliver mulighed for at gøre endnu mere for et lokalområde nær en råstofgrav, fx i forhold til støj og trafiksikkerhed,« forklarer han.
Alle 294 høringssvar er offentligt tilgængelige og kan findes på råstofplan2020.rm.dk.