Normal-kæden udvider med nye butikker i Aarhus
Den hastigt ekspanderende detailkæde åbner i denne uge to nye butikker i Aarhus.
Den danske detailkæde Normal, der sælger dagligvarer i hele landet, slår torsdag den 26. november dørene op til to nye butikker i Aarhus, hvor kæden i forvejen har fire butikker fordelt i Ryesgade, Bruuns Galleri, City Vest og på Telefontorvet.
Den ene af de to butikker bliver Aarhus’ største Normal-butik på 600 kvadratmeter og kommer til at ligge på hjørnet af Søndergade og Østergade. Her overtager dagligvarekæden lejemålet i den bygning, som i flere år har huset Hennes & Mauritz
Vi mærker et stort pres på vores butikker i særligt ydertimerne og weekenderne. Det pres vil vi gerne sprede ud, så vi giver kunderne en bedre oplevelse.Torben Mouritsen, direktør og medstifter af Normal
»Vi har i forvejen god efterspørgsel i de aarhusianske butikker, og da muligheden for at ligge på hjørnet af Søndergade opstod, kunne vi ikke sige nej. Det er en fantastisk beliggenhed og den bedste strøgplacering, hvis du spørger mig. I forhold til gående er placeringen den mest trafikerede i Aarhus, og vi forventer stor omsætning i butikken,« siger Torben Mouritsen, der er direktør og medstifter af Normal.
Byens største Normal-butik
Kædens forretningsmodel baserer sig på, at selskabet bl.a. importerer varer fra distributører i andre EU-lande til en lavere pris sammenlignet med varer købt i Danmark. Derfor kan kæden ifølge direktøren forhandle kendte mærkevarer og basisprodukter til lavere priser end konkurrenterne.
En strategi, der har vist sig at være en indbringende forretning for den hurtigtvoksende kæde.
Alene i regnskabsperioden 2018/2019 omsatte Normal for knap 1,9 mia. kr. og havde et overskud efter skat på 51 mio. kr.
Samme dag som Aarhus’ største Normal-forretning byder handlende velkommen i Søndergade, indtager kæden for første gang også Storcenter Nord. Ifølge Torben Mouritsen skal de to butiksåbninger være med til at imødekomme den stigende efterspørgsel, som Normal oplever i byen.
»Vi mærker et stort pres på vores butikker i særligt ydertimerne og weekenderne. Det pres vil vi gerne sprede ud, så vi giver kunderne en bedre oplevelse og lidt mere plads at handle på,« siger direktøren.
Nyt tiltag på vej
Han løfter desuden også sløret for, at Normal-butikken på Strøget vil indføre et helt nyt tiltag i slutningen af året, der ikke tidligere er set i kædens forretningsmodel.
»Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad det er på nuværende tidspunkt. Tiltaget bliver specifikt for butikken og findes ikke i andre af vores forretninger. Butikken i Aarhus har pladsen og beliggenheden til aktiviteten,« siger Torben Mouritsen, der fortæller, at Normal forventer at melde det ud sidst på året, hvad kæden præcist har i ærmet.
Normal blev stiftet i 2013 af Torben Mouritsen og Bo Kristensen. Et år efter købte Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen sig ind i kæden. Også den danske iværksætter Jan Lehrmann har investeret i dagligvarekoncernen.
Normal har 93 butikker i Danmark og flere på vej. Derudover er der Normal-butikker i Norge, Sverige, Frankrig og Holland.
Selskabet har over 4.000 ansatte.