Økonomien strammer til: Lukning af Aarhus United rykker nærmere
Klubben har endnu ikke landet aftaler med nye sponsorer. Findes der ikke to hovedsponsorer inden midten af december, risikerer klubben at lukke.
Det var et alvorligt kald på hjælp, da Aarhus United i slutningen af oktober udsendte en pressemeddelelse om redningsplanen ”Minus 1, plus 2”.
Beskeden var klar. Der var skåret helt ind til benet rent økonomisk i Aarhus United, og finder klubben ikke 2 mio. kr. blandt aarhusianske eller østjyske sponsorer inden midten af december, risikerer klubben at kollapse.
Hvis vi ikke gjorde noget, ville byen nok bare tro, at vi er en succes.Jan Snogdal, næstformand i Aarhus United
Men selv om der er dialoger i gang, er der stadig ikke noget konkret på bordet. Det fortæller klubbens næstformand, Jan Snogdal.
»Det er ikke det samme, som at det lykkes. Jeg kan ikke sætte procenter på, men jeg vil inderligt håbe, at der er nogle større virksomheder, der vil kigge på, hvad klubben betyder for byen og forstå projektet.«
Udover de 2 mio. kr., der skulle findes eksternt, valgte klubben at afskedige alle fire administrationsmedarbejdere, to på fuldtid og to på deltid, for at spare 1 mio. kr. internt.
En beslutning, som han stadig står ved.
»Det er stadig den fuldstændig rigtige beslutning at gå ud og fortælle byen og erhvervslivet, hvad status er på vores projekt, så de har mulighed for at tage bestik af situationen. Hvis vi ikke gjorde noget, ville byen nok bare tro, at vi er en succes.«
Værdi for samfundet
Jan Snogdal forklarer, at klubben arbejder ud fra tre fundamentale søjler. Berettigelse og resultater, hvor klubben er godt med, men til gengæld har økonomien haltet.
På trods af den alvorlige situation for klubben sover Jan Snogdal fint om natten.
»Men når jeg er vågen, kan jeg ikke undgå at bekymre mig. Bekymringen er vi nødt til at tage alvorligt, og hvis der sidder erhvervsvirksomheder, der også synes, at projektet er vigtigt, kan jeg kun opfordre dem til at tage en dialog med os. Jeg vil som minimum gerne, at de sætter sig ind i værdierne i Aarhus United.«
Klubben blev stiftet i foråret 2017, efter en anden klub i byen, SK Aarhus, måtte lukke på grund af dårlig økonomi. Derfor overtog Aarhus United pladsen fra det dødsdømte SK Aarhus i sæsonen 2017/18.
Det handler om den værdi, kvindehåndbold skaber for samfundet.Jan Snogdal, næstformand i Aarhus United
Også Aarhus United har kæmpet hårdt med økonomien i klubbens tre første leveår. I både 2018 og 2019 præsenterede klubben økonomiske underskud på henholdsvis 2,1 mio kr. og 665.000 kr.
Jan Snogdal har ikke et konkret svar på, hvorfor det er så svært at drive håndboldklub i Aarhus, men han håber, at sponsorer vil købe ind på projektet.
»Det er i det hele taget svært at få økonomien til at hænge sammen i sportsverdenen. Hvis erhvervsledere kun kigger på personlige præferencer, kan det godt være, at kvindehåndbold ikke står øverst, men de bør også kigge på værdien af et eliteprojekt med kvindehåndbold, for det handler om den værdi, kvindehåndbold skaber for samfundet.«