Borgmester om minksagen: Dybt kritisabelt, at der ikke er styr på loven
Jan Petersen (S), borgmester i Norddjurs Kommune, opfordrer til, at Folketinget får styr på loven og tager slagsmålene bagefter.
Der hersker kaotiske tilstande i sagen om aflivningen af mink på de danske minkfarme. Frustrationerne og forvirringerne går heller ikke forbi Djursland, hvor de lokale avlere lige nu ikke ved, om de overhovedet har et levebrød.
Det er dybt bekymrende, mener borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen (S).
»De minkavlere, jeg har talt med, er enormt frustrerede og dybt bekymrede. De forstår godt, at det er folkesundheden, der er på spil i det her, men de har stadig krav på at blive behandlet ordentligt. Det er engagerede folk, som kan se et livsgrundlag forsvinde, så når man går ud med sådan et regelsæt, så skylder man, at folk ikke skal gå rundt i uvished. Det er på alle måder kritisabelt, at der ikke er styr på et lovgrundlag,« siger Jan Petersen.
Han henviser til den instruks, som i sidste uge udgik fra regeringen og fødevareminister Mogens Jensen (S) om, at alle danske mink skulle aflives for at forhindre spredningen af den muterede coronavariant Cluster 5.
Det er bare ikke godt nok, at der ikke er styr på lovgivningen, så nu skal Folketinget se at få styr på det.Jan Petersen (S), borgmester, Norddjurs Kommune
Siden har det dog vist sig, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet, og det har ført til massiv kritik af den socialdemokratiske regering og særligt fødevareminister Mogens Jensen.
Fødevareministeren var onsdag eftermiddag i samråd i Folketinget, hvor han svarede på spørgsmål om forløbet, og Dansk Folkeparti har været ude og kræve ministerens afgang.
Borgmester Jan Petersen vil ikke forholde sig til, hvordan han mener den del af sagen om partifællen skal håndteres, da han lige nu vurderer, at der er mere presserende ting at tage hensyn til.
»Det er bare ikke godt nok, at der ikke er styr på lovgivningen, så nu skal Folketinget se at få styr på det. Det, der er helt centralt lige nu, det er, at man har øje på, at det altså er danske erhvervsinteresser, der er på spil her, så hovedopgaven må være at få styr på loven, så man kan få beskyttet et erhverv (pelsavlen, red). Der er mange øjne, også internationalt, der er rettet mod dem lige nu,« konstaterer Jan Petersen.
Store menneskelige konsekvenser
Det er staten, der er suveræn myndighed på håndteringen af aflivningen af minkene og inddæmningen af den muterede coronavirus.
Fra kommunal side står Norddjurs Kommune dog klar til at hjælpe de berørte minkavlere og medarbejdere, som potentielt mister jobbet.
Jan Petersen fortæller således, at Jobcentret er klar til at assistere borgere, der må melde sig ledige, ligesom kommunens erhvervsafdeling er klar med rådgivning til de minkavlere, der kan se ind i en uvis fremtid for deres virksomhed og ejendom.
Derudover er der også nogle menneskelige konsekvenser forbundet med, at man som minkavler og virksomhedsejer pludselig må se sit levebrød forsvinde. Her er Norddjurs Kommune og Region Midtjylland også parat til at hjælpe med psykologisk rådgivning.
»Der er nogle særlige udfordringer forbundet med det, når der sker voldsomme forandringer i et menneskes liv. Der er kommunen også klar til at yde bistand med krisehåndtering. Kommunen har ikke myndighedsansvaret i den her sag, men vi vil gerne have, at folk ringer, for det her er hamrende svært og hamrende hårdt i et kaotisk forløb, der skifter fra dag til dag,« lyder opfordringen fra Jan Petersen.
Der er – ifølge Fødevarestyrelsen – otte minkfarme i Norddjurs Kommune.