»De grønne fyrtårne bliver røde skamstøtter«
Beboere i AARhus-byggeriet er dybt skuffede over, at det røde byrådsflertal ikke har lyttet til deres bekymringer over vindmøller på havnen.
»Det er utrolig skuffende og overraskende, at en så vigtig sag ikke bliver afgjort af et bredt flertal i byrådet.«
Det siger Ole Mikkelsen, der bor i AARhus-byggeriet på Aarhus Ø og repræsenterer bestyrelsen for Ejerforeningen AARhus. Han beklager dybt, at Socialdemokratiet fastholder, at man vil give plads til at opføre otte vindmøller i kommunen, heraf to på havnen. Og så henviser han til, at den blå blok i byrådet - svarende til 10 af 31 stemmer - er modstandere af vindmøllerne.
Så må vi tage problemstillingerne op igen der, så vi kan få stoppet vindmøllerne.Ole Mikkelsen, beboerrepræsentant på Aarhus Ø
Ole Mikkelsen har tidligere i JP Aarhus fortalt om de bekymringer, som en række beboere på Aarhus Ø har i forhold til opstilling af vindmøller på Østhavnen. De frygter, at vindmøllerne vil tage udsynet og genere med skyggekast og flimmer, når solen står lavt og blinkende advarselslys om aftenen og natten, samt lavfrekvent støj døgnet rundt.
»De ting har vi påpeget i flere omgange, men der bliver ikke lyttet, og mange af de ting er slet ikke undersøgt til bunds, inden man tager beslutningen. Det er bekymrende, at man - i en vidensby med så mange højtuddannede – træffer beslutninger uden at undersøge tingene,« siger Ole Mikkelsen.
Han understreger, at beboerne ikke er modstandere af grøn omstilling og vindmøller, men de mener, at vindmøllerne skal placeres ude på havet. De håber fortsat, at der ikke vil være flertal for vindmøllerne, når sagen kommer for byrådet, men hvis planen bliver vedtaget, må beboerne vinde kampen i anden omgang.
For ifølge indstillingen er temaplanen en udpegning af ”områder, der vurderes at være potentielt egnede til henholdsvis store vindmøller og store solenergianlæg”. Det betyder, at byrådet vil være ”positivt indstillet overfor projekter på disse steder”, men de konkrete mølleprojekter og solcelleanlæg vil kræve lokalplan og kommuneplantillæg samt oftest også en miljøvurdering.
»Der vil komme en ny høringsrunde og miljøvurdering, og så må vi tage problemstillingerne op igen der, så vi kan få stoppet vindmøllerne. Det er bare ærgerligt, at alle parter skal bruge så meget tid,« siger Ole Mikkelsen med tilføjelsen:
»Og så er det ærgerligt, at de såkaldt grønne fyrtårne nu ender med at blive røde skamstøtter for magtarrogance og symbolpolitik..«