Fortsæt til indhold
Aarhus

Stigende modstand mod nyt højhus på Europaplads

Fire partier i Aarhus Byråd er imod nyt højhusprojekt, der er reduceret fra 18 til 9 etager.

Da De Radikale i juni var med til at sende planerne om et højhus på ni etager på Europaplads i høring, var partiet især interesseret i at høre meninger om trafikafvikling og bymiljø.

Onsdag var sagen igen på byrådsdagsordenen, og her kunne Eva Borchorst Mejnertz (R) konstatere, at De Radikale i lighed med EL, DF og SF er imod byggeriet.

»Det er et problem, at man planlægger et højhus på et område, der ikke er en del af højhuspolitikken. Som borger ved man ikke, om man er købt eller solgt. Det giver utryghed. For klimaets og kulturmiljøets skyld skal vi bevare, renovere og bygge til frem for at rive ned. Jeg undrer mig over, at de vægtige og gode høringssvar ikke har givet Teknik og Miljø anledning til væsentlige ændringer af projektet,« sagde Eva Borchorst Mejnertz, der ønsker et bredt flertal bag så markant et byggeri.

Ikke sandt

Ifølge lokalplanforslaget skal den nietagers bygning på Europaplads 6-8 rumme kontorvirksomhed, liberale erhverv, butikker og restauranter med tilhørende opholdsarealer på taget.

Projektet skal bygges i et område mellem Mindegade og Ridderstræde. Oversigt: Aarhus Kommune

Lokalplanen blev sendt til behandling i Teknisk Udvalg, hvor SF ønskede at debattere udseendet og højden af bygeriet. EL ønskede at snakke mere om betydningen for kulturmiljøet i området og skyggegener, og hos DF mente Knud N. Mathiesen, at bygherren i for høj grad får sin vilje.

Sidstnævnte blev dog modsagt af rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V):

»Det er ikke sandt. Bygherren har fået afvist tidligere udkast og har ikke fået opfyldt et ønske om 18 etager, men er begrænset til 9 etager.«

Rådmandens partikollega Almaz Mengesha var begejstret for byggeprojektet:

»Det er inspirerende, at man vil oprette private erhverv, når man ser på coronasituationen.«

Fra Socialdemokratiet lød kun Ango Winthers ord:

»Det her er en genganger. Det er et sted, hvor der har været tanker om at bygge tidligere. Nu er der et nyt og reduceret forslag.«