Fortsæt til indhold
Aarhus

Rabih Azad-Ahmad genvalgt som spidskandidat for R

På et digitalt og fysisk opstillingsmøde er rådmand Rabih Azad-Ahmad genvalgt som spidskandidat for Radikale Venstre i Aarhus, der derudover også byder nye ansigter velkommen på listen over kandidater til kommunalvalget.

Frem til kommunalvalget næste år vil det være nuværende kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R), der er spidskandidat og politisk leder af Radikale Venstre i Aarhus. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Lørdag eftermiddag afholdte Radikale Venstre i Aarhus opstillingsmøde i Ceresbyen, hvor 90 medlemmer altså valgte 44-årige Rabih Azad-Ahmad som spidskandidat til kommunalvalget den 16. november 2021.

Jeg ser frem til samarbejdet om en valgkamp, hvor hovedtemaerne fra Radikale Venstre bliver klima, børn og et bedre bysamfund.
Rabih Azad-Ahmad, rådmand og spidskandidat for Radikale Venstre

»Jeg er meget glad for valget og stolt over det hold af kandidater, som er opstillet. Vi er et stærkt og mangfoldigt hold, der har erfaringer bredt i samfundet. Jeg ser frem til samarbejdet om en valgkamp, hvor hovedtemaerne fra Radikale Venstre bliver klima, børn og et bedre bysamfund,« udtaler rådmanden.

Rabig Azah-Ahmad fik lørdag genvalg som De Radikales spidskandidat i Aarhus. Foto: Radikale Venstre

Rabih Azad-Ahmad har været partiets spidskandidat ved de seneste to valg og fik ved seneste valg 2.628 stemmer. Valget skete i kampvalg med den radikale forkvinde for Børn og Unge-udvalget, Eva Borchorst Mejnertz.

»Siden jeg stillede op, havde jeg selvfølgelig håbet på et andet resultat, men jeg er glad for den proces, vi har haft, og jeg er imponeret over det samlede hold af radikale kandidater. Jeg glæder mig til at være en del af det hold, som Rabih står i spidsen for,« udtaler Eva Borchorst Mejnertz.

Indtil for nylig ville Rabih Azad-Ahmad også automatisk have været kandidaten, hvis partiet blev tildelt en rådmandspost, men foreningen besluttede i august at vedtage en ny regel. Den betyder, at en eventuel rådmandspost til tilfalde den, der ved kommunalvalget får flest personlige stemmer.

Til opstillingsmødet skulle vælges en spidskandidat, yderligere fire topkandidater samt øvrige kandidater. På holdet af kandidater er nogle af de nye ansigter blandt andet iværksætter Metin Lindved Aydin, konsulent Frederik Aagaard, historiker Mathias Agger, anklager Phillip Møller og jurist Sarhang Sharfee. Også det nuværende byrådsmedlem Mahad Yussuf er blandt kandidaterne til kommunalvalget.