Østjysk minkfarm barrikaderer sig mod coronavirus
76 minkfarme i Danmark er smittet med coronavirus og omkranset af zoner, hvor alle mink skal aflives, og det skønnes, at 4,1 mio. mink skal aflives. Hidtil er de østjyske minkfarme gået fri.
»Jeg vil ikke have, at nogen kommer i nærheden af min farm. Det er en måde at udtrykke på, at man tager situationen seriøst.«
Sådan lyder ordene fra den østjyske minkavler Lars Eilertsen, som også sidder i bestyrelsen i Dansk Pelsdyravlerforening og Kopenhagen Fur. Hans minkfarm i Lystrup nord for Aarhus og alle andre farme i Østjylland har indtil videre undgået coronasmitte, men så heldig har andre dele af landets avlere ikke været. Som det ser ud nu, skal 76 minkfarme i Danmark nemlig aflive samtlige af deres mink.
Følger retningslinjer
Østjyllands kommuner har i alt 24 minkfarme, og ingen af dem har indtil videre fået konstateret smitte. Alle forholdsregler ser ud til at virke.
»Vi overholder alle retningslinjer og arbejder derfor med masker og andre værnemidler. F.eks. skifter jeg alt tøj og spritter af, inden jeg går ind til dyrene,« siger Lars Eilertsen.
Regeringen offentliggjorde den 1. oktober beslutningen om at aflive mink i smittede besætninger, men også på farme i en radius af 7,8 km fra disse. Lige nu skønnes det, at 4,1 mio. mink skal aflives efter et smitteudbrud.
Den strategi vil Lars Eilertsen og resten af bestyrelsen i Dansk Pelsdyravlerforening gerne have ændret.
»Vi har ikke den endelig løsning, men tirsdag har vi sendt en ændring til den strategi, man har nu,« siger Lars Eilertsen og tilføjer:
»Vores strategi går ud på, at man stadig har en risikozone på 7,8 kilometer, men så starter man inden for årsagsfarmen og slår dyrene på farme en til to kilometer derfra ihjel. Så laver man en bufferzone ud til 7,8 kilometer, hvor man i stedet øger overvågningen.«
Med forslaget om ændringen i strategien hører et budskab til myndighederne.
»Vi krydser fingre for, at myndighederne vil indse, at det, de har sat i gang, har for store konsekvenser. Folkesundhed kommer først, men vi skal ikke udrydde et helt erhverv,« siger minkavleren.