Fortsæt til indhold
Aarhus

Tillidsfolk angriber kulturen i Sundhed og Omsorg

Topstyring, mangelfuld information og manglende inddragelse, lyder kritikken.

JP Aarhus

Der er ikke brug for at ændre organisationen i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, alene med udgangspunkt i sagen om plejehjemmet Kongsgården, der var centrum i TV 2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”.

Det mener Britha Lund Sørensen, fællestillidsrepræsentant for FOA i Aarhus Kommune samt Margit Johansen, tillidsrepræsentant for magistrene i Sundhed og Omsorg. Det skriver Århus Stiftstidende. De peger i stedet på topstyring, lavt informationsniveau og manglende inddragelse som de store problemer i organiseringen af den aarhusianske ældrepleje.

»Uroen efter sagen om Kongsgården rammer hårdt i en medarbejdergruppe, der i forvejen lider under manglende indflydelse på deres arbejdsliv og et kolossalt pres på grund af især en uendelig og for mange uforståelig stribe af forandringer og udviklingsprojekter,« siger Britha Lund Sørensen til avisen.

Hun bakkes op Margit Johansen, der betegner magistratsafdelingen som en ”Trumpsk” organisation. De efterlyser begge flere informationer fra topledelsen.

Til Århus Stiftstidende siger direktør for Sundhed og Omsorg, Hosea Dutschke, at han forstår medarbejderrepræsentanterne
og deres frustrationer. Han er i øjeblikket i gang med at se på organiseringen af ældreplejen i Aarhus, baseret på ni anbefalinger fra udvalget for sundhed og omsorg.

»Nu kan vi gå i gang med en grundig dialog med alle medarbejderne. Der skal informeres og inddrages, så vi sammen får skabt en organisation, hvor driften af hjemmeplejen og plejehjemmene er i fokus,« siger han til avisen.