Fortsæt til indhold
Aarhus

SF vil have sendt flere pædagoger ind i vuggestuer og børnehaver tidligere

Loftet over antal børn pr. voksen i daginstitutionerne skal fremrykkes, så det er indfaset i 2024 i Aarhus frem for i 2025, som Folketinget har besluttet, foreslår SF.

Det kan ikke gå hurtigt nok med at få skabt mere ro på, nærvær og tid omkring børnene i de aarhusianske daginstitutioner. Derfor vil SF tidligere end planlagt have flere hænder til at tage sig af byens vuggestue- og børnehavebørn.

Én af SF’s hovedprioriteter i de igangværende budgetforhandlinger i Aarhus Kommune er derfor, at de såkaldte minimumsnormeringer i daginstitutionerne skal fremrykkes, så de er fuldt indfaset i 2024 i stedet for i 2025, som Folketinget har besluttet.

»Det haster med at komme i gang med minimumsnormeringer, fordi vi ved, at antallet af medarbejdere har en betydning for børnenes sproglige udvikling, omfanget af konflikter mellem børn, samspillet mellem børn og voksne og de voksnes adfærd i forhold til børnene. F.eks. kan man se, at de voksne bliver mere kommanderende og mindre inkluderende i forhold til børnenes perspektiv, når normeringerne falder,« siger SF’s politiske leder i Aarhus, Thomas Medom, der også er børne- og ungerådmand.

Vi må og kan ikke længere ignorere, at forskning, forældre og pædagoger entydigt fortæller os, at der er en tydelig og direkte sammenhæng mellem normeringer og børnenes læring, trivsel, udvikling og dannelse.
Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, Aarhus Kommune

Loft over antal børn

Ifølge regeringen og støttepartiernes aftale om lovbundne minimumsnormeringer er målet, at der, når ordningen er fuldt indfaset i 2025, maksimalt er tre børn pr. voksen i vuggestuer og seks børn pr. voksen i børnehaver.

Afhængig af opgørelsesmetoden er der i dag 3,4-3,7 børn pr. voksen i de aarhusianske vuggestuer og 7,1-7,4 børn pr. voksen i de aarhusianske børnehaver, fremgår det af en analyse, som Børn og Unge samt Borgmesterens Afdeling har lavet af dagtilbuddenes økonomi.

Danmarks Statistik opgør normeringer, der sammenligner landets kommuner. Ifølge et danmarkskort, som pædagogernes fagforening Bupl har lavet i 2019 på baggrund af data fra Danmarks Statistik, havde Aarhus Kommune i 2018 færre børn pr. voksen – 3,1 – i vuggestuerne sammenlignet med de øvrige såkaldte seksbyer, der er seks af landets største kommuner. Derimod blev Aarhus kun overgået af København og Randers, når det angår flest børn pr. voksen i børnehaverne, hvor der i Aarhus var 6,8 børn pr. voksen.

Normeringerne afhænger i høj grad af definitionen, og der er ifølge børne- og ungerådmanden ikke enighed om en fælles opgørelse for alle, hvilket kan være årsagen til, at tallene fra Danmarks Statistik ikke flugter helt med Aarhus Kommunes egne normeringstal.

Thomas Medom konstaterer, at kommunen endnu ikke kender den endelige udmøntning af aftalen om minimumsnormeringer.

Vil koste 71 mio. kr.

I sit forslag argumenterer SF med, at den hurtigere indfasning vil give en årgang mere – ifølge SF ca. 4.000 flere børn – glæde af ekstra hænder i daginstitutionerne. Desuden henviser partiet til, at flere tv-udsendelser har dokumenteret konsekvenserne ved dårlige normeringer: at børn overses, og at konflikter vokser, mens gode normeringer sænker stresshormonet hos børnene samt sikrer bedre trivsel for børnene og arbejdsglæde hos medarbejderne.

»Vi må og kan ikke længere ignorere, at forskning, forældre og pædagoger entydigt fortæller os, at der er en tydelig og direkte sammenhæng mellem normeringer og børnenes læring, trivsel, udvikling og dannelse. Alligevel har gentagne besparelser de seneste 20 år medvirket til, at netop normeringerne er blevet forværret, og derfor foreslår vi at tilføre flere penge til de mindste aarhusianeres dagligdag ved at fremrykke minimumsnormeringerne,« forklarer Thomas Medom.

Han oplyser, at fremrykningen vil koste kommunen et engangsbeløb på 71 mio. kr. Pengene kan bl.a. komme fra SF’s forslag om at hæve skatten med 0,2 pct., hvilket partiet vurderer vil indbringe 275 mio. kr. om året.

Marianne Gilbert Nielsen, formand for Bupl Århus støtter forslaget fuldt ud.

»Vi har også været ude at sige, at vi ved, hvor meget det betyder for børn, at der er en god normering. Så virker det grotesk, at man venter til 2025,« siger formanden, der ser minimumsnormeringer som et stop for besparelser på normeringerne.

Lørdag holdt forældrebevægelsen ”Hvor er der en voksen?” en landsdækkende bamsedemonstration for at kæmpe for minimumsnormeringer, som bevægelsen mener ikke kan vente til 2025 eller nøjes med det, der er afsat i budgetterne. Således kunne der indleveres bamser ved bl.a. Aarhus Rådhus.

SF-forslaget er blot et af mange, som partierne i Aarhus Byråd har indsendt til de igangværende budgetforhandlinger. Torsdag mødes politikerne til et maratonmøde i bestræbelserne på at opnå et forlig om Aarhus Kommunes budget for de næste år.