Nyhedschef Linda Olsen forlader Radio Loud
Nyhedschef Linda Olsen forlader Radio Loud efter mindre et år hos den stormombruste radiokanal.
Linda Olsen forlader sin stilling som nyhedschef hos Radio Loud efter mindre et år hos radiokanalen. Det bekræfter Radio Louds kanaldirektør, Ann Lykke Davidsen, over for Jyllands-Posten.
Radiokanalen har haft en mildt sagt vanskelig opstart. Den gik i luften for fem måneder siden, og på trods af en rygsæk med 260 mio. kr. i statsstøtte de næste fire år har radiokanalen bemærkelsesværdigt lave lyttertal. Det viser en pressemeddelelse om den danske radiobranches lyttertal fra Kantar Radio-Meter i uge 35, hvor kun 3.000 af alle danskere fra 12 år og op lyttede til Radio Loud i løbet af ugen. Og i målgruppen 15 - 50 år var lyttertallet på et rundt nul.
Kanaldirektør: vil ikke uddybe specifikke grunde
Øverste chef på Radio Loud, kanaldirektør Ann Lykke Davidsen, vil ikke uddybe de specifikke grunde til, at Linda Olsen stopper som nyhedschef. Hun forklarer i et skrifteligt svar:
»Vi kommenterer ikke på de specifikke grunde til at Linda Olsen stopper, men jeg kan fortælle, at vi skilles i fineste overensstemmelse. Derudover vil jeg gerne sige, at Lindas mål har været at skabe et solidt fundament, hvorpå den konstruktive journalistik kan udvikle og udfolde sig. Det mål er nået, og derfor kan Linda med ro i sindet og i maven give stafetten videre. Jeg ønsker af hele mit hjerte Linda alt det bedste.«
Radiokanalen skal nu finde en ny programchef, fortæller Ann Lykke Davidsen.
»Nu skal vi finde en ny programchef med ansvar for nyheder og aktualitet, som kan fortsætte den konstruktive journalistiske linje, der er lagt, og samtidig være opsat på en podcast first-strategi. Vi vil fortsat prioritere unges dagsorden og formatere vores nyheder, så de udvikles både som lydformater og som digitale formater tilpasset en SoMe-first tankegang.«
Det er ikke mere end to måneder siden, at radioen mistede en anden ledende skikkelse, da kulturredaktør Chris Pedersen forlod Loud til fordel for en stilling hos Børsen.
Jyllands-Posten har ikke kunnet komme i kontakt med nu tidligere nyhedschef Linda Olsen for en kommentar.