Fortsæt til indhold
Aarhus

Lokalsamfund er massivt imod solcellepark i Norddjurs

Stort solcelleprojekt fortsætter uændret trods underskriftindsamling.

Da der tidligere på sommeren var borgermøde i Aalsrode om et potentielt kommende solcelleanlæg, var der ikke tvivl om, at der blandt de fremmødte var overvægt i modstandere af projektet.

Nu er modstanden også dokumenteret. Borgerforeningen i Aalsrode har således brugt tiden siden borgermødet i juni til at samle underskrifter ind blandt de nærmestliggende husstande, der vil blive mest berørt af etableringen af Solcellepark Kejsegaarden, som projektet hedder.

Modtog modstand

Torsdag eftermiddag troppede borgerforeningens formand, Grete Carstensen, sammen med bestyrelsesmedlem Lene Andersen op på borgmester Jan Petersens kontor på rådhuset i Grenaa for at overrække ham resultatet af underskriftsindsamlingen.

Af de 150 husstande, som borgerforeningen har banket på hos, er der hos 137 af husstandene sat en underskrift, der siger ’nej tak’ til solcelleprojektet. I alt 251 myndige personer har givet deres modstand til kende.

I otte af husstandene ønskede man at være neutrale, mens der ikke var modstand imod projektet i fem af husstandene, oplyser borgerforeningen i Aalsrode. Formand for borgerforeningen, Grete Carstensen, er da også godt tilfreds med, at så mange har givet deres mening i sagen til kende.

»Vi har kun kontaktet folk, som er umiddelbart berørt af det. Det er mest troværdigt, men underskrifterne viser, at der er massiv modstand i lokalområdet, så det er jo en måde at udøve demokrati på, så magthaverne får mulighed for at vise, at de tager borgerne alvorligt Vi håber, at politikerne tager hensyn til vores egn, som er blevet rigeligt mishandlet. Skolelukning og sikkert også børnehaven nu. Det eneste vi har tilbage, er vores smukke natur,« mener Grete Carstensen.

Projekt fortsætter

Det er Aage Nicolajsen og Frederik Nicolajsen, der som gårdejere af Kejsegaarden i Aalsrode ønsker at producere strøm i stedet for korn.

Derfor har de ansøgt Norddjurs Kommune om tilladelse til at etablere solcelleanlægget på markerne ved Aalsrode.

Her gør det da også indtryk, at der er samlet underskrifter ind imod projektet, men Frederik Nicolajsen konstaterer da også, at det ikke kommer til at betyde noget for den proces, som er sat i gang.

»Der vil være nogle, som er imod, og nogle, som er for sådan et projekt. Folk er i deres fulde ret til at samle underskrifter ind imod projektet, men for os ændrer det ikke ved, om vi går videre med projektet eller ej. Den demokratiske proces er i gang, og den respekterer vi fuldt ud,« lyder det fra Frederik Nicolajsen.

Der var oprindeligt ansøgt om at bygge et solcelleanlæg på 240 hektar. Kommunen har efterfølgende reduceret dette areal, så vurderingen lyder, at der potentielt kan bygges et anlæg, der dækker 190 hektar. I løbet af efteråret er der igen borgermøde i Aalsrode vedrørende solcelleprojektet på Kejsegaarden. Denne gang bliver det Norddjurs Kommune, der arrangerer borgermødet.