Borgmester retter skarp kritik mod begravelse
Jacob Bundsgaard (S) retter skarp kritik mod muslimsk begravelse med over 200 deltagere og opfordrer alle deltagere til at lade sig teste. V er enig i kritikken.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) retter nu en skarp kritik mod den omdiskuterede muslimske begravelse, der torsdag blev gennemført på Vestre Kirkegaard med langt flere end de tilladte 200 deltagere.
»Jeg må tage klart afstand fra det, når deltagere til en begravelse i Aarhus ikke følger de gældende regler om forsamlinger. At man tilmed ikke følger politiets opfordringer til at sprede forsamlingen, gør sagen kun mere bekymrende,« siger Jacob Bundsgaard i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten.
Jeg vil opfordre alle deltagerne i begravelsen til at lade sig teste af hensyn til sig selv og andre.Jacob Bundsgaard (S), borgmester
Han anbefaler alle gæsterne ved begravelsen til at lade sig teste:
»Smittetallet er faldende i Aarhus, men vi har et ansvar for at følge myndighedernes råd og retningslinjer for at få smitten helt ud af Aarhus. Det ansvar må alle tage på sig. I den forbindelse vil jeg opfordre alle deltagerne i begravelsen til at lade sig teste af hensyn til sig selv og andre,« siger borgmesteren.
Jacob Bundsgaard stod torsdag den 6. august i centrum for et pressemøde i rådhusparken om coronasituationen i Aarhus, hvor han understregede den alvorlige situation og behovet for fælles ansvarlighed.
»Der er brug for, at alle vi borgere i Aarhus træder til og finder den agtpågivenhed og opmærksomhed frem, som vi havde i begyndelse af krisen,« lød det dengang fra borgmesteren.
På trods af at der maksimalt må være samlet 200 mennesker til en udendørs begravelse, dukkede der ifølge Jyllands-Postens reporter omkring 400 mennesker op til begravelsen på Vestre Kirkegaard.
Det møder også skarp kritik fra Venstres politiske ordfører Hans Skou:
»Det er fuldstændig uacceptabelt, og med de fortilfælde, der har været, så er der ingen undskyldning. Jeg har en klar forventning om, at nogen stiller sig frem og tager ansvar for det her,« siger V-ordføreren og fortsætter:
»Vi har en situation, hvor alle kæmper for at få coronaen dæmpet så meget som muligt, hvor unge er sendt hjem fra uddannelse, og hvor erhvervslivet bløder, og så svigter man i den grad fællesskabet ved at se stort på reglerne,« siger Hans Skou, der forventer, at politiet vil sikre, at det ikke sker igen.
Aarhus Kommune driver Vestre og Nordre Kirkegård. Rikke Warberg Becker, afdelingsleder i Teknik og Miljø med ansvar for de grønne områder, kan ikke sige, hvor ofte kommunen oplever så store begravelser som torsdagens.
»Vi fører ikke protokol over deltagerantallet,« konstaterer hun.
Ifølge afdelingslederen er der for tiden en begrænsning af deltagerantallet i kommunens kapeller.
»Det formidler vi, så godt vi kan, til bedemænd og pårørende. Begrænsningen af deltagerantallet ved udendørsbegravelser er ny, og det er politiet, der er myndighed på området. Det er også dem, der stod for at afvikle begravelsen,« siger Rikke Warberg Becker.
Østjyllands Politi, der flere gange måtte bede nogle af deltagerne om at gå, undersøger i øjeblikket, om der er beviser nok til at sigte nogle af deltagerne, efter de gentagne gange brød forbuddet og vendte tilbage til begravelseshandlingen på trods af politiets henstillinger om at forlade stedet.
Både kirkeminister Joy Mogensen og justitsminister Nick Hækkerup har udtrykt deres sympati for de mennesker, der var med til begravelsen, men har samtidig gjort det klart, at coronareglerne skal overholdes.

