Fortsæt til indhold
Aarhus

Malling Kro solgt til restauratørpar fra Aarhus

Efter 25 år har ejerne af Malling Kro valgt at sælge deres livsværk.

Lokalavisen Aarhus

Når det hedder 2021, er det ikke længere det samme værtspar, der skal drive Malling Kro. Stedets nuværende ejere, Rico Jørgensen og Tina Schou, har nemlig valgt at sælge kroen, som de har drevet med stor succes i 25 år.

De nye ejere er Tina Aaby og Rune Aaby, som også driver Restaurant Skovmøllen i Marselisborgskovene i Aarhus.

Det oplyser Malling Kro i en pressemeddelelse.

»Tidspunktet er perfekt til at komme videre i livet. Vi har levet vores drømme ud på Malling Kro, og da Rune og Tina selv henvendte sig og spurgte, om vi ville sælge, så var der ikke så meget at betænke sig på,« siger Rico Jørgensen, ejer af Malling Kro.

Han tilføjer, at beslutningen ikke var svær, da de gennem flere år har kendt Rune Aaby og Tina Aaby, som både kolleger i branchen, men også som gæster på kroen.

»Vi er ikke i tvivl om, at Rune og Tina kan føre Malling Kro videre i samme ånd, som vi har drevet den. Det har stor betydning for os at kunne aflevere kroen til et par, som vi er helt trygge ved, og som vi også trygt kan anbefale til alle vores nuværende gæster,« understreger Rico Jørgensen.

Aabys overtagelse af Malling Kro kommer ikke til at få den store betydning for Restaurant Skovmøllen.

»Skovmøllen fortsætter med Michelle Bøstrup som restaurantchef, selv om jeg til januar vil bruge det meste af min tid her på Malling Kro,” siger Rune Aaby i pressemeddelelsen.

Fortsat familiedrevet

I fremtiden bliver kroen også familiedrevet, da Tina Aaby har sagt sit nuværende job op for at blive partner i arbejdslivet med sin mand Rune. Hun har en baggrund i salg og marketing i tøjbranchen.

»Det er bestemt en meget anderledes arbejdsdag, end jeg plejer, som jeg kommer til at møde op til den 1. januar. Men jeg glæder mig til at kaste mig ud i livet som ”hotelmutter” i Malling,« siger Tina Aaby i pressemeddelelsen.

Det er selvfølgelig med en vis portion vemod, at de nuværende kroejere overdrager kroen efter at have brugt 25 år på at skabe kroen i Malling.

»Vi er stolte over at være nået hertil på de 25 år, og vi har elsket arbejdet med kroen. Nu er det tid til at prøve noget andet i livet og bruge tiden anderledes. Det bliver specielt at have fri i weekenden, så man bare kan besøge venner og familie,« siger Tina Schou i pressemeddelelsen.

Et travlt efterår

I de næste måneder fortsætter kroen uændret, og der ligger allerede en del fremtidige bookinger, som det nye kro-par nu overtager.

»Vi fastholder alt det, som allerede er skabt, men vil selvfølgelig forsøge at bygge ovenpå. Det er vores drøm at skabe et familiedrevet hotel og restaurant i topklasse på både mad, vin, atmosfære og service. De mange gæster, som allerede har booket selskab i 2021 og frem, dem kontakter vi i god tid, så vi kan få en dialog om, hvordan de drømmer om, at deres fest skal være,« siger Rune Aaby.