Corona har ramt aarhusianske folkeskoler
Elever i 0. og 1. klasse på Skjoldhøjskolen og Sødalskolen har fået udsat skolestart. Århus Lærerforening er bekymret.
Børn på Skjoldhøjskolen og Sødalskolen i Brabrand har fået konstateret corona.
Det oplyser skolernes ledere, og skolestart er derfor udsat for elever i de mindste klasser.
På Skjoldhøjskolen er et barn i 0. klasse smittet, mens det på Sødalskolen drejer sig om to elever i 1. klasse, en elev i 8. klasse og en medarbejder på skolen.
Henrik Schou, skoleleder på Skjoldhøjskolen, forklarer i en facebookvideo, at man har brugt weekenden på at finde ud af, hvem den smittede elev har været i kontakt med.
Der er skrevet til alle berørte forældre, som opfordres til at få foretaget en coronatest og gå i isolation, indtil testresultatet foreligger.
»Jeg har besluttet at udsætte skolestart for 0. klasserne til på torsdag,« siger Henrik Schou i videoen.
De elever, som ikke har været i SFO i sidste uge, må gerne møde op i SFO’en mandag morgen. Ifølge TV2 Østjylland er også 11 medarbejdere på Skjoldhøjskolen blevet bedt om at blive hjemme, indtil de har et negativt testsvar.
På Sødalskolen er skolestarten udsat til torsdag for alle elever i 0. og 1. klasse. Ca. 30 elever er blevet bedt om at blive testet, før de kommer i skole igen.
»Afhængig af personalesituationen, og hvor hurtig vi får svar på deres test, kan vi ende med at lave fjernundervisning til de ældste klasser. Måske til på onsdag,« udtaler en skolerepræsentant i en facebookvideo.
I et brev til borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF) udtrykker Århus Lærerforening stor bekymring for skolestart på mandag.
Formand Jesper Skorstengaard pointerer, at et stigende antal smittede aarhusianere med coronavirus har fået myndighederne til at skærpe lokale restriktioner for at begrænse smittespredningen. Det undrer formanden, at de skærpede tiltag og anbefalinger om at udskyde fysisk fremmøde på ungdomsuddannelserne ikke gælder for skolerne.
»De retningslinjer, som de aarhusianske skoler starter op under på mandag, er ikke tilstrækkelige, da de f.eks. ikke sikrer de nødvendige afstandskrav. Skolerne bør som store institutioner med mange potentielle smittekilder komme tilbage til en organisering, som vi så før sommer, der gør det muligt at mindske risikoen for smittespredning af coronavirus,« udtaler Jesper Skorstengaard.
Århus Lærerforening skriver, at foreningen i de seneste uger har modtaget mange henvendelser fra bekymrede lærere, der er usikre på, om deres arbejdsplads har tilstrækkeligt fokus på smitteforebyggelse.
Lærerforeningen opfordrer til, at elever i de næste 14 dage vender tilbage til en organisering af skolen, hvor eksempelvis 0.-5. klasse møder på skolen under de tidligere sundhedsfaglige retningslinjer med fokus på smitteforebyggelse, hygiejne, udeundervisning, små hold osv. Mens de ældste elever primært undervises virtuelt med mulighed for fremmøde, hvis f.eks. afstandskrav tillader det.
Børn og Unge-rådmand Thomas Medom er glad for, at bl.a. skolelederne har reageret hurtigt og effektivt på smittespredningen i de to aarhusianske folkeskoler. Han forsikrer, at afdelingen er i tæt kontakt med de pågældende skoler og myndighederne for at inddæmme smitten.
»Vi tager det dybt alvorligt og holder løbende kriseledelsesmøder i forvaltningen. Det kan meget vel være, at der kommer yderligere tiltag senere. Lige nu arbejder vi med de retningslinjer, der er udstukket. Jeg tror, at det er mest trygt og bedst for alle, at det er sundhedsmyndighederne, der kommer med de endelige anbefalinger og påbud, hvis der skal ske mere drastiske tiltag,« siger Thomas Medom.
Børn og Unge-forvaltningen arbejder bl.a. med at omlægge så meget af skoledagen til udendørsundervisning som muligt.
Samtidig lyder anbefalingen at begrænse brugen af kollektiv transport, hvilket betyder, at ture ud af huset og ekskursioner ikke kan gennemføres.
Rådmanden har i dag sendt et svar til Århus Lærerforening, hvori han udtrykker forståelse for, at folk med daglig gang i folkeskolen er bekymrede.
»Vi holder kriseledelsesmøde igen i morgen (mandag). Når der er nyt, melder vi det ud til forældrene og andre parter ad de kanaler, der er,« siger han.