Somalisk forening leder efter forklaring på øget coronasmitte
Halvdelen af de nyligt coronasmittede i Aarhus har somalisk baggrund. Forening kan ikke finde en forklaring.
Det kom som et chok for den somaliske forening AarhuSomali, at Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) tirsdag fortalte, at halvdelen af de smittede med coronavirus i Aarhus siden fredag har somalisk baggrund.
Det fortæller Abdirahman M. Iidle, der er talsmand for AarhuSomali. Det er en gruppe, som repræsenterer 13 somaliske foreninger i byen.
Umiddelbart er der ingen forklaring på, hvorfor de aarhusianske borgere med somalisk baggrund er ramt af smitten i så høj grad, lyder det.
- Familier med somalisk baggrund har været i Tivoli Friheden, Djurs Sommerland og legeland i løbet af juli. Men det har mange familier med anden baggrund jo også været, siger Abdirahman M. Iidle i en pressemeddelelse.
Han peger dog på, at folk med somalisk baggrund - ligesom andre etniske minoriteter - ofte arbejder i udsatte job. Det kan være som sosuer, bus- og taxachauffører eller rengøringspersonale.
- Det er job, hvor man ofte er i kontakt med mange mennesker. Og det kan måske være en del af forklaringen på smittespredningen. En anden del af forklaringen kan være, at somaliere bor i store familier, og at man dermed er tæt sammen, står der i meddelelsen.
Sundhedsmyndighederne har ikke været i stand til at trevle smittekæderne i Aarhus op.
Derfor ved Aarhus Kommune og sundhedsmyndighederne stadig ikke, hvordan den store smitte er opstået.
Men kommunen vil nu blandt andet lave en målrettet indsats i de områder, hvor der bor mange personer med somalisk baggrund.
- Vi kommer til at målrette kommunikationen til dem specifikt. Både gennem boligforeningerne og gennem institutioner i områder, hvor der er en høj koncentration af folk med somalisk baggrund, sagde Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) tirsdag eftermiddag.