Restauratører i vildrede: Hvordan skal vi åbne?
Østjyske restauratører sukker efter klare retningslinjer for den forestående genåbning.
Østjyske restauratører glæder sig til at servere for gæster igen. Problemet er, at ingen ved, hvordan det skal foregå.
»Så var det jo ligegyldigt, at vi forleden fik at vide, at vi kan åbne mandag, når vi fortsat ikke aner, hvordan vi skal indrette os, og hvor mange gæster vi kan have,« siger Nicholai Krogh, indehaver af Globen Flakket ved åen i Aarhus.
Direktør og restaurantchef Jeppe Lund, Restaurant Frederikshøj, er bekymret for, om gæsterne kan få den rigtige 10-retters Michelin-oplevelse.
»Jeg ved i bund og grund ikke, om jeg på mandag skal til at ringe rundt til alle mine gæster og spørge, om de har lyst til at komme, når de kun må være her i to timer og maksimalt kun kan nå fire retter. Måske de så hellere vil vente,« siger han.
Ingen tør lægge bestillinger ind, før de ved, hvad de kan.Jakob Beck Wätjen, formanden for Horesta Region Midtjylland
Restauratør Allan Hvid Thallaug, indehaver af bl.a. restauranterne Komfur og Mellemrum i Aarhus, ved på nuværende tidspunkt slet ikke, om han åbner.
Handler i blinde
»Lige nu gør vi alt i blinde, og det er enormt ubehageligt. Jeg mangler nogle tal, så jeg kan finde ud af, hvordan verden hænger sammen for mig, og om det overhovedet kan betale sig at hente folk ind på arbejde, eller om det bare er spildte gode kræfter,« siger han.
Under alle omstændigheder bliver det med et reduceret menukort, forudser han.
»Vi vil gerne åbne med pomp og pragt, men nu skal alle have leveret råvarer samtidig, og det er ikke sikkert, man kan få det, man gerne vil have,« siger han.
Formanden for Horesta Region Midtjylland, Jakob Beck Wätjen, beretter om stor usikkerhed hos medlemmerne.
»Alle – stor som lille – venter på nogle retningslinjer. Det er afgørende for, hvor mange der må sidde i restauranterne, men det er også spørgsmålet om afskærmning eller skiltning, som måske skal bygges eller skaffes hjem. Ingen tør lægge bestillinger ind, før de ved, hvad de kan,« siger formanden.
Mads Kolby, pressechef i Erhvervsministeriet, oplyste onsdag, at der bliver arbejdet på højtryk med retningslinjerne, men han kan ikke sige noget om, hvornår de er færdige.