Fortsæt til indhold
Aarhus

Ældre indtog blomsterrig Tivoli Friheden

Tivoli Friheden åbnede tirsdag dørene for byens ældre, så de kan opleve parkens mange blomster under trygge forhold.

»Jeg kommer ud hver dag. Jeg skal altid ud – også i regnvejr. Så det her ville jeg også opleve,« siger Anne Magrethe Bach på 94 år og skubber rollatoren foran sig i det bakkede terræn ved søen i Tivoli Friheden i Aarhus.

Hun er ude at gå en tur sammen med sin veninde, Tove Nicolaisen på 83 år, hvor de nyder synet af parkens mange blomster i flor. Blomsterne i forlystelsesparken i hjertet af Smilets By er nemlig nøje udvalgt og sirligt sat i jorden, lang tid før parken tirsdag formiddag slog dørene op for byens ældre borgere.

Det er da virkelig skønt, at vi kan komme i Tivoli og gå en tur.
Jannie Olesen, pensionist

»Man er jo temmelig isoleret for tiden, så det er rart at kunne komme ud uden at skulle være nervøs,« medgiver Tove Nicolaisen.

Begge kvinder, der mødte hinanden i en livsmodsgruppe for 10 år siden, har ikke set deres børn, børnebørn og oldebørn, siden coronakrisen brød ud for godt og vel to måneder siden.

»Jeg savner rigtig meget at se familien. Vi bruger heldigvis FaceTime en del, så jeg kan se deres ansigter,« fortæller Tove Nicolaisen, der har taget en pause fra gåturen og har sat sig på rollatorsædet.

Anne Magrethe Bach, 94, og Tove Nicolaisen, 83, er nogle af de første, der nyder Tivoli Frihedens mange nye blomster. Foto: Christian Lykking.

Brug for tryg oplevelse

I samarbejde med Ældre Sagen lader Tivoli Friheden ældre opleve blomsterne gratis, mens parken venter på at åbne for en ny sæson med forlystelser.

»Vi ville gerne gøre noget for de ældre, som har været isolerede fra samfundet og fra deres familier i ugevis. Derfor besluttede vi at lave et tilbud, hvor de kan bevæge sig uden for hjemmet og fortsat føle sig trygge,« forklarer marketingchef Morten Palm Andersen om idéen bag arrangementet.

Og tilbuddet er populært.

»Flere end 850 har tilmeldt sig. Det betyder, at en enkelt dag, som arrangementet oprindelig var tænkt, slet ikke slår til, da vi har fået så stor en opbakning.«

Der er god plads i den 78.000 kvadratmeter store park, men mange ældre nyder bænkene ved springvandet. Foto: Christian Lykking
Det er rart at være i Tivoli Friheden igen, og så på sådan en solskinsdag. Foto: Christian Lykking

Meningen var oprindelig at lade byens ældre borgere komme ind én dag, nemlig tirsdag den 5. maj mellem kl. 10 og 12, 100 personer pr. time. Men da det væltede ind med tilmeldinger, har Tivoli Friheden også valgt at åbne både onsdag og torsdag, og måske tager de også fredag med, hvis der bliver behov.

Her kan de få gæster med god afstand gå en tur i den 78.000 kvadratmeter store park og nyde synet og duften af forårets lune.

Masser af tid

Rundt i parken bevæger gæsterne sig rundt hver for sig eller i små grupper mellem de stillestående rutsjebaner og de farverige blomster. Nogle genkender hinanden, men idet de skal til at kramme hinanden, giver den ene et lille hop og trækker sig tilbage.

»Hov, jeg må ikke røre ved dig,« siger hun og hilser i stedet med et lille vink og et nik på hovedet.

Ægteparret Jørgen og Jannie Olesen nyder at komme ud i forlystelsesparken, men savner livet og de mange aktiviteter, som de deltog i før krisen. Foto: Christian Lykking

På en solrig plet i parken sidder ægteparret Jørgen og Jannie Olesen, der begge er pensionister, på en bænk og nyder udsigten af tulipaner og det til lejligheden igangsatte springvand.

»Der mangler bare nogle børn, der hopper rundt og bliver våde i springvandet,« siger Jannie Olesen, som ikke er meget for at oplyse sin alder, men kan afsløre, at hun er født i 1951.

Som ældre, der skal tages særligt hensyn til i coronakrisen, oplever parret, at de skal undvære mange af de aktiviteter, som de ellers tilbringer tiden med.

»Os pensionister er vant til at have tid. Så man finder ting at få tiden til at gå med. Men både gåklubben, svømmeklubben og håndværksstederne, og hvor vi nu ellers kommer, er lukket, så er det straks lidt sværere. Så det er da virkelig skønt, at vi kan komme i tivoli og gå en tur,« fortæller Jannie Olesen og tilføjer grinende:

»Og så elsker vi gratis arrangementer.«