112 ungdomsboliger på vej i Aarhus
Byggeriet forventes færdigt til juni 2021.
Almenbo Aarhus forbereder et projekt i Aarhus med 112 almene ungdomsboliger fordelt i fire punkthuse med en kvadratisk grundplan.
Bygningerne er placeret, så området får mest muligt lys med en grønning i midten som det centrale samlende element, hvor beboerne kan opholde sig og mødes. Grunden ligger på hjørnet af Sandkåsvej og Herredsvej i Aarhus med gode forbindelser til midtbyen f.eks. via Aarhus Kommunes supercykelsti (Tilst-ruten) eller med med bus. Der er stoppested lige ud for døren.
Ungdomsboligerne udføres med små kompakte et- og torumsboliger, og ifølge bygherren kan huslejen »holdes på et overskueligt niveau for den studerende«.
Projektet udføres med kælder indeholdende fællesrum, depoter, vaskeri og cykelparkering. Der er ligeledes cykelparkering i terræn placeret i umiddelbar nærhed til indgangspartierne.
Bygningerne udføres i en mørkbrændt facadesten, og der opsættes solceller i et dekorativt mønster på sydvendte facader. Hver bygning har en unik farvekode, som afspejles i gulv og vægge i gangarealer, cykelstativer, postkasser, stænkplade i køkken, fliser og klinker i badeværelse. Farven changerer gradvist op gennem etagerne.
Hvert punkthus får en terrasseret trappeadgang, som skaber et naturligt opholdssted for beboerne. Disse udføres i træ med integreret begrønning udvalgte steder.
Dreyer Arkitekter ApS og Cowi A/S har tegnet og projekteret bebyggelsen, som opføres af Jorton A/S i hovedentreprise.
Byggeriet forventes færdigt til juni 2021.