Molslinjen ramt af motorproblemer
To af fire motorer på Molslinjens Express 4 er sat ud. Færgen får assistance fra en slæbebåd og bliver forsinket.
Færgen, som skulle ankomme 16:30 ved Aarhus Havn, har problemer med to motorer, som er sat ud.
»Vi har en Express 4, som har meldt en hydraulikskade, så den er på to maskiner i stedet for fire normalt,« fortæller Jesper Maack, der er PR- og kommunikationschef for Molslinjen.
Han fortæller også, at motorproblemerne ikke skyldes den storm, som lige nu rusker i Danmark, men derimod skyldes en fejl i maskinerne.
»Det giver en lidt langsommere fremdrift, og de folk, som er på Express 4, bliver omkring et kvarter forsinket,« siger han.
Der er bl.a. dukket en slæbebåd op for at assistere færgen på den side, hvor motorerne er sat ud.
Express 4 skulle have sejlet en tur mere i dag fra Aarhus til Odden og retur, men i stedet sættes Express 2 ind, så de passagerer, der skal afsted i aften, burde ikke komme til at mærke til maskinproblemerne.
Jesper Maack oplyser, at Molslinjen har sejlet efter planen over Kattegat på trods af stormen, men at færgerne på Langeland, Fanø og Als har ligget stille i dag.