Jeppe Morell kræver rematch efter knebent nederlag i topkamp
Den aarhusianske letsværvægter Jeppe Morell ramlede igen ind i en split decision, men denne gang trak han det korteste strå. Nu skal der gerne rådes bod på nederlaget hurtigst muligt, understreger Mogens Palle-bokseren
Det var ikke første gang, at Jeppe Morell har boksede en tæt kamp mellem tovene. Det var heller ikke første gang, at den 30-årige letsværvægter ramlede ind i en såkaldt split decision.
Sidste gang trak den hårdtarbejdende højrefodsbokser det længste strå, da han erobrede IBF’s baltiske titel med en sejr over Dayron Lester. En dramatisk kamp, der i sandhed var tæt. En kamp, der kunne gå begge veje - ligesom dommernes scorecards illustrerede. Men den aften faldt resultatet ud til Morells fordel. Et resultat, der ændrede den danske boksers indstilling til sin egen karriere - nu var det all in.
Spoler man tiden frem til i dag - godt en uge efter Jeppe Morells seneste kamp - så lader scenariet til at være tæt på det samme - og dog. For nu sidder Morell nemlig tilbage med en tom fornemmelse: Havde han ikke gjort alt det rigtige? Var han ikke forberedt til fingerspidserne?
Han havde jo sagt sit job op, levet og åndet for boksning i et halvt år og fyldt sin hverdag ud med lutter rå træning. Den italienske eksverdensmester Giovanni De Carolis havde endda også under deres sparring i Rom virket ret overrasket over hans eksplosive udvikling?
Men mod den bundrutinerede og både tidligere VM- og EM-udfordrer Nikola Sjekloca endte det hele alligevel i endnu en split decision - selvom Morell ellers havde svoret, at det var slut med de tætte dueller.
Dommernes scorecards lød på 75-76, 75-76 og 78-73 - men denne gang trak Jeppe Morell altså det korteste strå.
Så hvad gik galt?
I momentet var Morell bare drønærgerlig, husker han.
Men da nederlaget borede sig ind i hans bevidsthed i minutterne efter slaget hobede frustrationerne sig hurtigt op. For det sidste, han selv nåede at registrere, inden gongongen ringede en sidste gang, var montenegriner på retræte, presset og passiv.
Min boksekarriere er ikke et glansbillede, og det har ikke ligefrem været en dans på roser, men jeg drømmer stadig om at opnå noget stort. Lykkedes jeg med det, så er det alligevel en flot vej, jeg har haft dertil trods store udfordringer.
Burde danskerens aggressivitet, iver de sidste fire omgange og sluttelige dominans ikke i højere grad være blevet anerkendt fremfor Sjeklocas mere tilbageholdende stil kampen igennem? Montenegrineren landede ganske vist et par ubarmhjertige fuldtræffere, men virkede omvendt også en anelse sløv i optrækket.
Morell er ikke i tvivl. Han åd ganske rigtigt et hårdt punch, der sendte ham fluks i kanvassen i 4. omgang, hvilket uundgåeligt kostede ham point - og nok også sejren. Men den aarhusianske letsværvægter kan stadig ikke smide tanken fra sig: Blev han frarøvet sejren?
Mogens Palles serverede sin feedback med vanlig promotor-tæft. Råt for usødet:
»Mogens mente, jeg boksede forkert, og at jeg boksede med hovedet under armen. Det var som om, jeg først vågnede op til dåd, efter jeg havde ramt kanvassen. Men han mente også, at jeg burde have vundet den kamp,« siger Jeppe Morell.
»Derfor må jeg også selv påtage mig et ansvar for det her nederlag: For kampen skulle aldrig være blevet så tæt. Jeg boksede taktisk forkert - jeg begik en fejl.«
Selv troede Morell, at han var bedre rent teknisk end den 41-årige montenegriner, og håbede derfor på, at han med hurtige bevægelser kunne nedbryde sin modstander fra distancen. Men den slagplan slog ganske enkelt fejl.
»Jeg skulle have søgt direkte ind på kroppen af ham og presset ham mere - jeg skulle have brugt min fysik fra start af,« erkender Morell.
Jeppe Morell slår fast, at han kan gøre det bedre.
Han ved i hvert fald, at han på ingen måde ramte sit topniveau, da det gjaldt.
Men Morell ved også, at kampen var tæt - og at mange andre måske ville have scoret kampen anderledes som eksempelvis Boxing Scenes udsendte reporter, der scorede kampen 77-74 til Jeppe Morell.
Derfor har Mogens Palle-bokseren krævet en rematch hurtigst muligt mod Sjekloca. En plan, som den aldrende promotor har indvilget i.
»Jeg har lært en masse af kampen mod Sjekloca, så jeg tager en masse erfaring med mig. Jeg tvivler derimod på, at min 41-årige modstander vil være dobbelt så god i en potentiel rematch. Derfor føler jeg mig også overbevist om, at jeg vil kunne vinde over ham, hvis vi mødes igen,« understreger Jeppe Morell, der på falderebet lader et par ærlige ord falde:
»Min boksekarriere er ikke et glansbillede, og det har ikke ligefrem været en dans på roser, men jeg drømmer stadig om at opnå noget stort. Lykkedes jeg med det, så er det alligevel en flot vej, jeg har haft dertil trods store udfordringer. Jeg har rejst mig før, og gør det gerne igen. Selvom man møder modgang, kan man sagtens vende det til noget konstruktivt. Hvis man aldrig giver op, kan man også nå sine mål,« slutter Jeppe Morell.