Fortsæt til indhold
Aarhus

DSB vil af med stort værksted i Aarhus

Togselskabet ønsker at sælge reservedelslager i Aarhus, da fremtidens eltog skal serviceres af leverandøren.

JP Aarhus

DSB vil sælge reservedelsværkstederne i Aarhus og København, der tilsammen beskæftiger omkring 500 medarbejdere. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse. I Aarhus er omkring 360 medarbejdere beskæftiget med forsyning, logistik og ombygning. DSB har endnu ikke overblik over, hvor mange af dem der bliver berørt af et evt. frasalg.

Ønsket om et frasalg bunder i, at ”Fremtidens Tog” i perioden frem mod 2030 skal erstatte de togsæt, DSB kører med i dag. Det betyder, der ikke længere er samme behov for, at DSB selv driver reservedelsværksteder. Dertil kommer, at DSB’s kommende generation af elektriske togsæt, ”Fremtidens Tog”, skal vedligeholdes af togleverandøren og ikke DSB, hvilket betyder, at DSB har færre muligheder for at omplacere medarbejdere fra reservedelsværkstederne, hedder det i pressemeddelelsen.

DSB samler derfor området Forsyning, Logistik & Ombygning i et selvstændigt selskab med henblik på at undersøge et frasalg til en privat aktør. Som en del af den potentielle transaktion vil DSB indgå en kontrakt med køberen af det frasolgte selskab om levering og vedligehold af reservedele frem til 2024.

Formålet med salget er at sikre DSB bedre forsyningssikkerhed af kritiske reservedele og samtidig skabe en vedvarende arbejdsplads for medarbejderne på de berørte værksteder, hedder det.

»Vi får sværere ved at fastholde medarbejderne i de kommende år, hvor overgangen til Fremtidens Tog forberedes, og fremtidsmulighederne for de berørte medarbejdere fremstår uklare. Vi har fuld beskæftigelse i Danmark og kan allerede nu mærke, at der er stor efterspørgsel på de medarbejdere, som DSB beskæftiger. Derfor mener vi, at tidspunktet for et eventuelt frasalg er det rigtige,« udtaler adm. direktør i DSB Flemming Jensen i pressemeddelelsen.

Ifølge den er der blandt medarbejderne forståelse og opbakning til beslutningen om et frasalg.

»Principielt set havde jeg gerne set en løsning som den, der er valgt for de nye ellokomotiver, hvor leverandøren får det formelle ansvar for vedligeholdet, og hvor håndværkerne er ansatte af DSB. Men når det nu ikke har kunnet lade sig gøre, synes jeg, at dette er den bedste mulighed for at bevare medlemmernes job,« udtaler Jens Christian Kjeldsen, formand for FO Jernbanedrift, der organiserer håndværkerne i DSB.

Artiklens emner
DSB