Røde tal for østjyske kommuner
Regeringens forslag til en udligningsreform koster millioner i Østjylland.
Et minus på 55 mio. kr. til Skanderborg. Et plus på 52 mio. kr. til Norddjurs.
Efter i flere dage at have gået rundt i uvished om, hvad udligningsreformen i kroner og ører ville betyde for de enkelte kommuner, kom dommen fredag eftermiddag, da regeringen løftede sløret for de konkrete tal.
De otte østjyske kommuner i JP Aarhus’ dækningsområde står samlet til at miste ca. 74 mio. kr. om året, hvis regeringens forslag til en reform af den kommunale udligningsordning bliver en realitet. I 2021 og 2022 får nogle af kommunerne dog en kompensation for tidligere manglende oplysninger i en såkaldt uddannelsesstatistik på årligt 22 mio. kr.
Skanderborg Kommune hører til de kommuner, som skal betale mest til gildet, og borgmester Frands Fischer (S)
indrømmer, at han blev chokeret, da han konstaterede, at hans kommune skal hæve bidraget til i alt 385 mio. kr. om året.
»Jeg synes, det er helt vildt uretfærdigt. Jeg kan slet ikke forstå, at vi ender der,« siger han.
»Vi bliver straffet for at forsøge at have en veldrevet kommune med fokus på omkostninger. Vi skulle måske have sat skatten ned for at få det til at se værre ud. Vi har hævet skatten af nød, men vi kan sende pengene videre. Det kommer til at gå ud over kommunens borgere,« mener Frands Fischer.
Selv om Norddjurs Kommune er områdets store vinder står borgmester Jan Petersen (S) ikke med armene i vejret.
»Det ser umiddelbart godt ud, men jeg inviterer ikke til fest, for det handler om at lave en soliditet på længere sigt. Vi vil jo stadig være påvirket af de årlige kommuneaftaler,« siger han.
Jan Petersen er dog overbevist om, at det lysner for kommunen, som har haft store økonomiske udfordringer de foregående år.
»Men det er ikke sådan, at alle problemer nu er løst. Vi er nødt til at fortsætte med en række af de tiltag, vi har sat i gang for at sikre, at vores økonomi er solid,« siger Jan Petersen.