Dronningen kommer på sommertogt til Aarhus
Som del af sit sommertogt med kongeskibet "Dannebrog" gæster dronning Margrethe Aarhus i dagene den 5. og 6. juni, hvor byen vil fejre hende i anledning af 80-års fødselsdagen.
Dronningen Margrethe fylder 80 år den 16. april, og derfor står Aarhus klar med en stor, folkelig fejring, når dronningen som del af sit sommertogt over to dage i juni gæster byen.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) er vært og ser frem til nogle festlige dage i juni:
»I Aarhus har vi meget ofte glæde af Hendes Majestæts tilstedeværelse, men det er første gang, hun ankommer til Aarhus som del af et officielt sommertogt med kongeskibet ”Dannebrog”. Det giver os en kærkommen mulighed for at holde en stor fejring af hendes 80-års fødselsdag – og samtidig præsentere hende for forskellige sider af byens mangfoldige liv.«
Anløb ved Havnepladsen
Sommerbesøget indledes grundlovsdag den 5. juni kl. 10 med anløb af kongeskibet ”Dannebrog” ved Havnepladsen i Aarhus midtby.
Efter anløbet på Havnepladsen vil dronningen i karet blive eskorteret gennem byen af gardehusarer til Aarhus Rådhus, hvor dronningen og hendes følge kan se frem til officiel modtagelse og hyldest på balkonen.
Om eftermiddagen vil den folkelige fejring fortsætte i Mindeparken, hvor dronningen vil være midtpunkt for en række aktiviteter, hvor der vil være fri adgang for alle.
»Jeg glæder mig til at fejre dronningen sammen med hele byen. Det bliver både festligt og folkeligt. Aarhus og dronningen er tæt forbundet, og det er altid noget særligt, når kongefamilien fejrer mærkedage i Smilets by,« lyder det fra den radikale rådmand Rabih Azad-Ahmad.
Den 6. juni fortsætter besøget, så dronningen vil opleve både velkendte og nye sider af byen og dens mange bydele, inden der bliver afsejling fra Aarhus Havn om aftenen.
Aarhus Kommune gennemfører programmet med støtte fra Salling Fondene og Poul Due Jensens Fond.
Det endelige program for dronningens sommertogt ventes offentliggjort i maj.