Fremgang for letbanen i december
Decemberstatistikken for Aarhus Letbane viser flere tog til tiden og færre aflysninger, især på Grenaabanen.
Aarhus Letbane endte 2019 med fremgang i tallene for rettidighed og pålidelighed.
Rettidigheden, som er andelen af afgange gennemført til tiden, lå i december på 95,9 pct, hvilket er over målsætningen på 95 pct.
For Grenaabanen, der havde store problemer med forsinkelser i 2019, var tallet 93,3 pct, hvilket er en forbedring i forhold til september, hvor tallet var 84,9 pct. Odderbanen lå i december omkring 95 pct., og den indre strækning i Aarhus lå på ca. 98 pct. Hele året 2019 lander på et samlet resultat for rettidighed på 94,3 pct.
En anden målestok for letbanen er pålidelighed, som er andelen af gennemførte afgange i forhold til planlagt. Også her kunne letbanen notere fremgang i december med en pålidelighed på 98,1 pct, hvor Grenaabanen lå på 98,4 pct., Odderbanen på 97 pct. og den indre strækning på 98,6 pct. Pålideligheden for letbanen i hele 2019 lander på 96,1 pct.
Letbanedirektør Michael Borre glæder sig over tallene:
»Der har været mange udfordringer for driften siden åbningen af Grenaabanen i april 2019, så det er meget glædeligt at se, at en vedholdende og målrettet indsats fra hele organisationen og vores leverandører har givet mærkbare, forbedrede resultater i driften både på rettidighed og pålidelighed,« siger direktøren i en omtale af tallene.