Fortsæt til indhold
Aarhus

2022 skal være musikkens år i Aarhus

Music City Aarhus 2022 er titlen på et projekt, der skal gøre 2022 til musikbyår i Aarhus og gøre byen kendt som Danmarks bedste musikby.

Ja – det var fede tider i 1980’erne med Gnags, TV-2, Helmig, Linnet, Lis, og hvad har vi?

Og nej – musikken er ikke stoppet i Aarhus. Siden dengang har vi fået navne som L.O.C., Nephew, Tina Dickow, Hugo Helmig, Carpark North, Velvet Volume, Baest, Liss og Clara, og som musikby har Aarhus aldrig været stærkere end nu.

Det mener musikmiljøet i hvert fald, og styrken er en af pointerne i et storstilet projekt med titlen Music City Aarhus 2022, der skal føre frem til, at 2022 erklæres som musikbyår i Aarhus.

Der sker så sindssygt meget på musikfronten i Aarhus.
John Fogde, aktiv i Music City Aarhus 2022

Hvor 2017 var et kulturbyår, skal 2022 være et musikbyår, hvor rytmisk og klassisk musik i alle stilarter får en fremtrædende plads og brander Aarhus som landets bedste musikby. Bag initiativet står en lang række af byens spillesteder og festivaler og dertil Musikhuset Aarhus, der fylder 40 år i 2022, Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Kommunes kulturforvaltning og erhvervsafdeling.

Kæmpestor spot

Ud over at styrke musiklivet skal Music City Aarhus 2022 være med til at brande Aarhus som musikby inden- og udenlands og sætte fokus på at skabe anderledes musikoplevelser, der kan trække turister til området.

Projektet er forankret hos Promus, som er Aarhus’ produktionscenter for rytmisk musik, og det ledes af Jesper Mardahl:

»Vi vil gerne lave et år, hvor vi sætter den kæmpestore spot på al slags musik i byen. Aarhus er en musikby, og vores styrker vil vi gerne have banket fast hos vores eget miljø og resten af verden. Vi vil forsøge at rejse kapital og partnerskaber til at præsentere noget ekstraordinært i musikbyåret 2022,« siger han.

Tankerne om et musikbyår har været undervejs et stykke tid blandt musikaktørerne, som mødtes til en høring i februar i 2018, hvor Jesper Mardahl, leder af Promus, var blandt oplægsholderne. Arkivfoto: Helle Arensbak.

De gode gamle 1980’er-dage

Den tidligere talsmand og booker for Northside John Fogde er hyret ind som projektudvikler, og en ny forening med navnet Music City Aarhus holder stiftende generalforsamling den 23. januar på Aros.

»Der sker så sindssygt meget på musikfronten i Aarhus, som vi vil vise frem og italesætte for alle andre, så Aarhus får et musikbybrand, der kan være med til at tiltrække flere turister, tilflyttere og virksomheder. Alt for ofte bliver musikken i Aarhus forbundet med de gode gamle 1980’er-dage, men byen har aldrig være stærkere nu på studiemiljøer, nye bands. spillesteder, festivaler og meget andet,« siger John Fogde, der både nævner en god og en dårlig erfaring fra kulturbyåret 2017.

»Vi var nogle, der savnede mere musik i kulturbyråret 2017, derfor er et særligt musikår en rigtig god idé. Men kulturbyåret udviklede en masse samarbejde og netværk og en selvtillid, som gør, at byen i dag tør meget mere på kulturområdet, og vi mærker en stor politisk velvilje og interesse for et projekt som Music City Aarhus 2022,« siger John Fogde.

Livemusikkens hovedstad

Aarhus er med i et internationalt netværk af musikbyer, og som eksempel nævner John Fogde en by som Austin, Texas, i USA, der i den grad har brandet sig som musikby og kalder sig ”Live Music Capital of the World” – altså verdens livemusikhovedstad.

»Austin besluttede, at man ville være den bedste og største musikby i verden, og da den beslutning var taget, fik man det til at ske. Det samme gjorde vi med europæisk kulturby 2017, og det er den mentalitet, vi går til det her projekt med, og vi har jo fundamentet på plads med alle dele af den musikalske fødekæde. For et par år siden viste en undersøgelse, at musikbranchen i Aarhus omsætter for 1,8 mia. kr.,« siger John Fogde, der har en klar målsætning:

»Aarhus skal være kendt som Danmarks bedste musikby.«