Verdens største ungdomsorganisation holder kongres i Aarhus
Verdensmål, frivillighed og bæredygtighed er på dagsordenen, når Aarhus bliver vært for YMCA World Council i juli 2022.
Mere end 1.500 delegerede i alle aldre, som arbejder med børn og unge verden over, sætter i 2022 kursen mod Aarhus, hvor byen er vært for YMCAs verdensrådsmøde. Omdrejningspunktet er børn og unges vilkår og muligheder i det globale samfund, oplyser VisitAarhus i en pressemeddelelse.
Det er KFUM og KFUK i Danmark, som byder velkommen, og Aarhus er netop blevet valgt som værtsby. Mødet, der afholdes hvert fjerde år, sætter ligeledes fokus på frivillighed og bæredygtighed.
»Vi er meget stolte af, at KFUM og KFUK har valgt Aarhus som værtsby for YMCA World Council. Vi ser Aarhus, KFUM og KFUK som et rigtigt godt match, idet organisationen repræsenterer en stærk frivillighedskultur, som netop er en kultur, vi også dyrker i Aarhus. Samtidig bliver FNs bæredygtighedsmål et af fokusområderne på kongressen, og det giver os mulighed for at inddrage rigtig gode løsninger og cases, som vi i Aarhus og Danmark arbejder med,« siger kongreschef hos VisitAarhus, Allan Tambo Christensen.
KFUM og KFUK i Danmark har stor fokus på børn og unges demokratiske engagement i foreningsliv og samfund.
»Vi har tilbudt os som værter i håb om blive endnu bedre til at forbinde det lokale og det globale. Børn og unges hverdag er fyldt af et globalt og foranderligt verdensperspektiv. I KFUM og KFUK ønsker vi, at børn og unge skal omfavne de vilkår samtidig med, at de har et stærkt ståsted i form af en lokal forankring og med nogle tydelige nære værdier i rygsækken. Det arbejder vi på hver uge i klubber, foreninger og aktivitetshuse, og vi er overbeviste om, at et værtsskab for YMCAs verdensrådsmøde vil styrke vores arbejde både før, under og efter mødet,« siger Henriette Lynderup Kirkeskov og Jens Christian Kirk, der er formand og næstformand for KFUM og KFUK i Danmark.
»KFUM og KFUK i Danmark præsenterede et spændende kongresoplæg til en moderne, interaktiv og ungdommelig YMCA World Council. Aarhus var klart det mest oplagte valg som værtsby, og vi glæder os til at engagere endnu flere unge mennesker igennem det skræddersyede program, der er gennemsyret af ungdommelig energi,« siger Carlos Madjri Sanvee, der er generalsekretær for World YMCA i en pressemeddelelse.
Det er første gang siden 1985, at YMCA World Council afholdes i Danmark.