Fortsæt til indhold
Aarhus

»Man får også lyst til at komme lidt ud af byen«

Et ungt par har taget Silkeborg-Aarhus tur-retur og fundet et godt gammelt parcelhus i Resenbro. Udflytningen fra Aarhus handler om lavere pris, tæt på familien og tættere på naturen.

De mødte hinanden på gymnasiet i Silkeborg.

De drog sammen til Aarhus for at uddanne sig.

Og nu er de tilbage i Silkeborg som far, mor og børn.

Katrine Lau Poulsen og Asger Skovshoved, begge 30 år, har taget den tur, som en del yngre børnefamilier gør i disse år – ud af Aarhus til nabokommunerne Syddjurs, Silkeborg og Skanderborg.

Det tager mig kun en halv time at køre til Tilst, så det er helt okay.
Asger Skovshoved, pædagog, bor i Silkeborg

For deres vedkommende er rejsen indtil videre endt i et ældre parcelhus på Løvfaldsvej i Resenbro i den østlige del af Silkeborg tæt på motorvejen.

»Vi var egentlig glade for at bo i Aarhus med cafémiljøet, legepladser og alting tæt på, men da vi begyndte at kigge på hus, kunne vi godt se, at vi skulle langt uden for byen for at finde et hus til de 2-3 mio. kr., som var vores maksimum. Derfor endte vi med at vælge Silkeborg, hvor Katrines familie bor, og her har vi også stadig venner fra gymnasiet,« fortæller Asger Skovshoved.

Han stammer fra Padborg i Sønderjylland, mens Katrine Lau Poulsen er født og opvokset i Silkeborg, hvor han også flyttede til og gik i gymnasiet.

Her blev de kærester, og efter at være blevet studenter flyttede de i 2010 sammen til Aarhus, hvor Katrine Lau Poulsen efter sabbatorloven gik i gang med sygeplejerskeuddannelsen, og Asger Skovshoved startede på pædagoguddannelsen, samtidig med at de boede i en lejlighed på Ingerslevs Plads i Aarhus.

Katrine Lau Poulsen er sygeplejerske, og Asger Skovshoved er pædagog, og begge er uddannet i Aarhus. Foto: Stine Rasmussen.

Efter endt uddannelse fik Katrine Lau Poulsen job som sygeplejerske på AUH i Nørrebrogade, mens Asger Skovshoved begyndte som pædagog i sfo’en på Tilst Skole. Halvandet år senere kom datteren Alma til verden, og så begyndte parret at kigge efter hus.

En fin blanding

Her blev blikket som nævnt stillet ind på Silkeborg.

»I starten kiggede vi på huse i sydbyen, men vi kunne godt se, at vi ikke kom så langt for det budget, vi havde, og hvis vi skulle bygge nyt, krævede det også en billig byggegrund, for at vi kunne holde det under de 2-3 mio. kr.,« fortæller Asger Skovshoved.

Et hus i Hvinningdal var også på tale, men løsningen blev et godt gammelt parcelhus fra 1967 i Resenbro på 150 kvm plus kælder, som de købte for 1,5 mio. kr. og renoverede en hel masse.

»Det var mega billigt, men det er også et gammelt hus, som der skulle gøres en del ved. Vi kendte lidt til området i forvejen på grund af den kunstige sø, som ligger 100 meter inde i skoven, men vi kendte ikke miljøet og vidste ikke, hvor mange børnefamilier, der var herude,« siger Asger Skovshoved.

Det har vist sig, at kvarteret er en fin blanding af ældre og børnefamilier. Der er børnehave i nærheden, og nærmeste skole er Resenbro Skole, som har ét spor til og med 6. klasse, hvorefter eleverne skal videre til en skole i Silkeborg.

De overtog huset i januar 2017 og flyttede ind i april 2017, og Alma på fire år har nu også lillesøster Frida på halvandet år.

Børnehaven ligger tæt på, og Resenbro har også en skole til og med 6. klasse, når Alma på fire år og Frida på et år når dertil. Foto: Stine Rasmussen.

Jobmæssigt har Katrine Lau Poulsen nu arbejde i et genoptræningscenter i Silkeborg, mens Asger Skovshoved fortsat arbejder på Tilst Skole nu med en nystartet specialklasse. Han tager derfor køreturen hver dag fra Resenbro, men det er intet problem, for hjemmet ligger tæt på Silkeborgmotorvejen.

»Det tager mig kun en halv time at køre til Tilst, så det er helt okay,« siger Asger Skovshoved og giver et samlet regnestykke for familiens flytning.

»Vi kunne godt lide Aarhus, hvor det hele var lidt tættere på, så logistisk har vi fået mere kørsel her i Resenbro, men Aarhus er for dyr, og med tiden får man også lyst til at komme lidt ud af byen. Her har vi fået vores eget hus, er kommet tæt på familie og venner og naturen er også et stort plus her i Silkeborg.«