Nye bilister får gratis parkering i Aarhus
Det omstridte T-kryds ved Mindet i Aarhus er genåbnet og det fejrer Dokk1 Parkering ved at tilbyde gratis parkering året ud til 300 nye bilister. Det oplyser selskabet bag i en pressemeddelelse.
Alle andre, hvis kørekort har år på bagen får desuden mulighed for at parkere gratis lørdag den 14. september.
»Da T-krydset ved Mindet blev lukket, kunne vi mærke, at rigtig mange valgte parkeringsanlægget under Dokk1 fra på grund af de besværlige udkørselsforhold. Og det har ærgret os, for hele anlægget er lagt an på at gøre parkering lettere,« siger Tom Laursen, administrerende direktør i Securitas, som driver parkeringsanlægget, i pressemeddelelsen.
Det er tilbuddet om gratis parkering året ud til 300 nye bilister, der skal trække de unge ned i anlægget.
Fejringen af T-krydset og kampagnetilbuddet skydes i gang lørdag den 14. september med gratis parkering for alle, og tilbuddet til de unge bilister gælder året ud, eller indtil de første 300 bilister har meldt sig. Det eneste, de unge skal gøre for at opnå gratis parkering i Dokk1, er at henvende sig hos vagterne i parkeringsanlægget indenfor bemandingstiden. Ved fremvisning af et kørekort fra 2019 får de udstedt et parkeringskort til anlægget, som gælder året ud.