Hundredvis af aarhusianere fulgte begravelsen af Holch Povlsens tre børn
Bestsellerfamiliens tre terrordræbte børn blev begravet lørdag fra Aarhus Domkirke. Ved begravelsen deltog kronprinsparret, statsministeren og hundredvis af inviterede gæster, og på Bispetorvet var lige så mange aarhusianere mødt frem.
Så stille har så mange aldrig været på Bispetorvet før.
Begravelsen af Bestsellerfamiliens børn lørdag kl. 14 fra Aarhus Domkirke tiltrak hundredvis af aarhusianere, som i stilhed så til, da de mange gæster blev ført ind i kirken før begravelsen, og da de tre kvarter senere kom ud igen.
Og shoppere, der kom smilende og grinende ned ad Strøget denne lørdag, oplevede pludselig et Bispetorvet iklædt alvorsfuld og tavs sorg og sympati med Anne og Anders Holch Povlsen, der denne dag måtte begrave tre af deres fire børn.
»Det er jo fuldstændig surrealistisk,« som en tilskuer bemærkede.
Det skete ganske vist også i en helt anden del af verden 8.000 kilometer væk, terrorangrebet for to uger siden i Sri Lanka, men denne lørdag på Bispetorvet var ikke surrealistisk, men kontant virkelighed for alle tilstedeværende.
Efter at de mange gæster var kommet ud af kirken efter ceremonien, blev de tre kister båret ud og sat i de tre ventende rustvogne. En klase af balloner blev derefter sendt til himmels af Bestsellerparret og deres datter, hvorefter gæster og tilskuere på torvet sang ”Det dufter lysegrønt af græs”.
Bestsellerfamilien er venner af kongefamilien og ved begravelsen deltog kronprinsfamilien, ligesom statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og flere ministre deltog ved begravelsen.
Parret mistede tre af familiens fire børn, da to bomber eksploderede påskesøndag på Hotel Shangri-La i Colombo på Sri Lanka. Mindst 253 mennesker mistede livet ved bombeangrebene, der bl. a. ramte tre kirker og tre hoteller.
Efter tragedien har tusindvis af borgere vist deres støtte og sympati med familien.
Torsdag den 25. april gik flere tusinde borgere i Stavtrup-området i fakkeltog til Holch Povlsens hjem på godset Constantinsborg. Optoget gik fra midten af Stavtrup mod godset, og her trådte Anne og Anders Holch Povlsen frem og takkede for byens opbakning i en svær tid.
I Bestseller-byen Brande fandt et lignende arrangement sted, da 700 mødte frem til en mindehøjtidelighed på Brande Torv, ligesom hundredvis af borgere har lagt blomster ved parrets hjem i Stavtrup og ved Bestsellers hovedkontor i Brande.