Fortsæt til indhold
Aarhus

Letbanen kører nu fra Aarhus til Grenaa

Tirsdag morgen kl. 5.14 kørte Aarhus Letbane sin første tur på etapen fra Grenaa til Aarhus.

Efter flere udsættelser er det endelig lykkedes for Aarhus Letbane at sætte gang i trafikken på etapen fra Aarhus til Grenaa. Det skete tirsdag morgen kl. 5.14, da en håndfuld passagerer steg om bord på letbanen.

Den første tur fra Grenaa til Aarhus blev dog gennemført med betydelige forsinkelser. Ifølge TV2 Østjylland skyldtes det bl.a., at bommene, der er placeret steder, hvor letbanen krydser vejen, ikke kørte op ad sig selv, og chaufførerne måtte derfor manuelt ud og få dem af vejen.

I sidste uge modtog Aarhus Letbane den endelige godkendelse af strækningen fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Samtidig blev den nye strækning mellem Lisbjerg og Lystrup også godkendt.

Det kommer til at tage 1 time og 13 minutter at køre strækningen fra Grenaa til Aarhus H, mens det den modsatte vej tager 1 time og 15 min. Første tog på hverdage kører fra Grenaa kl. 5.14, igen kl. 5.44 og kl. 6.14, hvorefter der kører et tog i timen indtil kl. 23.14.

Fra Aarhus kører første tog mod Grenaa kl. 5.51 og derefter en gang i timen indtil kl. 0.32.

Der går knap et år, før der kan køres med halvtimesdrift til og fra Grenaa, fordi Banedanmark skal hastighedsopgradere en række usikrede overkørsler, mens Aarhus Letbane skal færdiggøre et såkaldt krydsningsspor i Trustrup.

Se letbanens køreplan

Med godkendelserne af de to strækninger er arbejdet med etape 1 af Aarhus Letbane afsluttet. Et projekt til godt fire milliarder kroner, der spænder over 110 kilometer letbane i Østjylland fra Odder i syd til Grenaa i nord.