Fortsæt til indhold
Aarhus

PTSD-ramte bliver syge af hospitalsindretning

Indretningen af det nye psykiatriske hospital i Skejby er ikke optimal for alle PTSD-ramte, lyder kritik.

Det nye psykiatriske hospital, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien, fungerer ikke optimalt for alle patienter med traumer.

PTSD-ramte veteraner fra forsvaret og politiet oplever, at indretningen af hospitalet, som åbnede i november 2018, gør mange veteraner yderligere utilpasse, og dermed vanskeliggøres behandlingen af dem. Blandt udfordringerne er bl.a. hospitalets små samtalerum, som PTSD-ramte ofte oplever som klaustrofobiske, fortæller Leif Voigt, som er formand for foreningen Politiveteraner i Danmark.

»Det bedste vil være at flytte PTSD-klinikken væk fra Skejby igen. Infrastrukturen på hospitalet passer ikke til mange PTSD-ramte veteraner,« siger Leif Voigt, som repræsenterer sygepensionerede betjente, der på grund af alvorlig psykisk eller fysisk tilskadekomst er afskediget fra politiet.

Leif Voigt har netop besøgt Aarhus Universitetshospital Psykiatrien for sammen med personalet at se på, om der kan findes løsninger i det nybyggede hospital til 1,3 mia. kr. for de PTSD-ramte veteraner, som kommer på hospitalet til ambulant behandling. Aarhus Kommunes veterankoordinator Vagn Martinussen har på vegne af Veteranhjem Midtjylland i Aarhus – som hjælper krigstraumatiserede soldater – også været på besøg på det nye hospital for at se på udfordringerne med den valgte indretning. Ifølge Vagn Martinussen er den dominerende lyserøde farve i fællesmodtagelsen blandt problemerne, fordi den minder soldaterne om oplevelser på feltlazaretter.

»For mange soldaterveteraner med PTSD er det også svært at være i lokalet, hvor der også er mange mennesker med mange forskellige diagnoser,« fortæller Vagn Martinussen.

På AUH Psykiatrien anerkender man udfordringerne, som hospitalet vurderer omfatter få PTSD-ramte. Hospitalet arbejder på at forbedre vilkårene inden for det, der er muligt. I ventearealet kan der laves afgrænsede områder, hvor man kan skærme sig fra andre ventende.

»For de mest sårbare patienter skal det være hyggeligere i samtalerummet, og derfor vil vi se på indretningen af et større lokale til det,« siger Susanne Bissenbacker Hansen, oversygeplejerske for Afdeling for Depression og Angst, AUH.