Hotel Hilton og et bæredygtigt kontorhus bygget af affald
Hotel Hilton flytter ind, der bygges lydby og kunstby med plads til kunstakademi og så skal Sydhavnen også rumme verdens mest bæredygtige kontorhus bygget af affald, lyder nyhederne fra en bredtfavnende bydel.
Mangfoldighed i anden potens.
Det må beskrive den fremtid, der venter forude på Sydhavnen i Aarhus, for her kommer et nyt Hilton hotel, her får Danske Bank hovedsæde, her skal der være en lydby med studier, områder for sociale udsatte, her skal der være en kunstby, hvor kunstakademiet måske flytter til og her kommer verdens mest bæredygtige kontorhus bygget af affald.
Sådan stod overskrifterne i kø, da Aarhus Kommunes arealudviklingschef Bente Lykke Sørensen torsdag præsenterede de to teams, som er udpeget til at udvikle de tre første zoner af Sydhavnen i området mellem Filmbyen og Jægergårdsgade.
Vi vil bygge et kontorhus udelukkende af affaldsmaterialer, og det vil være første gang i verden, man ser det.Anders Lendager, arkitekt og grundlægger af Lendager Group
Det ene team er A. Enggaard med Aart architects, Labland architects, Rum3 studio, Schmidt Hammer Lassen og ATP Ejendomme, der tager sig af to zoner på tilsammen 65.000 kvm.
Her skal der udover rum for socialt udsatte udvikles såkaldte ”powerhubs”, som er en samling af virksomheder indenfor samme branche som f. eks. mad, mode, sundhed, spil og animation og iværksætteri, fortalte Peter Thorsgaard, salgs- og udviklingschef ved A. Enggaard ved præsentationen.
Nye zoner
Et eksempel på en powerhub er Lydbyen, som i dag er en række studier og andre musikvirksomheder, der bor i de gamle slagteribygninger syd for Jægergårdsgade, og de vil blive samlet i nye lokaler i de nye zoner mellem Filmbyen og Jægergårdsgade. Et andet eksempel er en kunstby, der muligvis også skal give plads til Det Jyske Kunstakademi, der i dag bor i Mejlgade.
Og på hotelfronten er det efter flere års forsøg lykkedes at tiltrække Hilton hotel-kæden til Aarhus, hvilket i høj grad glæder Peer H. Kristensen, direktør for VisitAarhus.
»Det er så godt, og det passer perfekt ind i vores hotelstrategi om at tiltrække fem nye internationale hoteller i Aarhus inden 2025. Hilton er et nyt internationalt brand i Aarhus, og det betyder nye distributionskanaler for byen og dermed muligheden for at tiltrække endnu flere udenlandske turister,« siger turistdirektøren.
Det andet team er PFA Ejendomme med Kilden/Hindby, Lendager Group og Briq, der tilsammen skal udvikle én zone på 10.000 kvm tæt ved Jægergårdsgade.
Store planer
I sidstnævnte gruppe indgår arkitekt Anders Lendager fra København, som er en af landets førende arkitekter inden for bæredygtigt byggeri, og han har store planer i Sydhavnen:
»Vi vil bruge partnerskabet med PFA og Rune Kilden til at skabe noget helt unikt, og en af de ting, der mangler i Danmark, er fyrtårne indenfor bæredygtigt erhvervsbyggeri. Vores plan er at et gå hele vejen og bygge et kontorhus udelukkende af affaldsmaterialer, og det vil være første gang i verden, man ser det,« siger Anders Lendager.
Tanken er at bygge et op til otte-ni etagers kontorhus af træ, så der bliver brug for dispensationer, for i dag må man ikke bygger træhuse over tre etager.
»Vi kommer til at udfordre træhus-reglementet,« som Anders Lendager siger med et smil.
I materialerne vil indgå gammelt træ, gamle spær, betonfundamenter, gamle vinduer, kasserede vindmøller og meget andet, som forarbejdes, så de får en ny værdi ved at kunne bruges på en ny måde, såkaldt upcycling.
»Vi tror, at vi kan nedsætte co2-udledningen ved byggeriet med 80-90 pct, og det er ekstremt ambitiøst,« siger Anders Lendager.
Køberne af byggefelterne skal i løbet af det kommende halve år sammen med Aarhus Kommune udarbejde en bydelsplan for områderne, der fastlægger, hvilke funktioner der skal opføres på deres byggefelter.