Fortsæt til indhold
Aarhus

FDM: Parkpark er ofte billigst, men...

Direktøren for den billigste p-app i Aarhus vil gøre prisen mere gennemsigtig.

Parkpark er i de fleste tilfælde den billigste app til at betale parkering på Aarhus Kommunes p-pladser i midtbyen, men det handler ikke kun om kroner og øre.

Sådan lyder det fra Dennis Lange, juridisk konsulent i bilejernes interesseorganisation, FDM.

Efter at have set på JP Aarhus’ parkeringsberegner vurderer Dennis Lange, at Parkpark skiller sig ud.

»Det ligner, at Parkpark i de fleste tilfælde er den billigste app at bruge i Aarhus,« siger han.

Det er træls at være billigst, hvis kunderne er skeptiske. Jeg ved ikke, om vi ender på et gebyr på én eller to kr., men vi vil fortsat være billigst.
Jesper Lindgren, adm. direktør for Parkpark

Dennis Lange understreger dog, at det for folk, som også parkerer på private p-pladser, kan være en fordel at vælge en mere udbredt app som f.eks. Easypark.

Han fortæller, at organisationen desuden har haft nogle uheldige oplevelser med appen i København, hvor konkrete stræk ikke var tegnet ind på appens kort.

»Så man skulle til at være kreativ for at få lov til at betale, og det hjælper i hvert fald ikke på brugervenligheden,« siger konsulenten for FDM, der for nylig har testet parkeringsapps og konkluderet, at de ofte har svært ved at finde ud af, hvor bilen er parkeret.

Her kan du få konsulentens gode råd

Dennis Lange tilføjer, at organisationen også har oplevet, at der blev hævet et højere beløb på kontoen end det beløb, der stod på kvitteringen i Parkpark-appen:

»Det er muligt, at de har fået rettet op på det, men det er sådan nogle forhold, der får mig til at tænke, om det er den rigtige app at bruge.«

Hos Parkpark forsikrer adm. direktør Jesper Lindgren, at der ikke længere er problemer med appens kort eller forskel på beløbene i appen og brugernes kontoudtog:

»Det korrekte blev opkrævet, men det stod forkert i appen, og fejlen blev rettet i løbet af december.«

Jesper Lindgren er meget glad for, at virksomhedens app i de fleste tilfælde er den billigste appløsning til de kommunale p-pladser i Aarhus.

»Det er da også det, vi sigter efter,« siger han og varsler, at prisstrukturen i løbet af i år vil blive ændret, så firmaet opkræver et fast gebyr i stedet for at tjene penge på oprundingen til nærmeste kvarter. Det skal gøre appen mere gennemskuelig og sammenlignelig med de øvrige på markedet.

I JP Aarhus’ beregner herunder kan du se, hvor og hvordan du parkerer billigst i midtbyen:

»Det er træls at være billigst, hvis kunderne er skeptiske. Jeg ved ikke, om vi ender på et gebyr på en eller to kr., men vi vil fortsat være billigst,« understreger direktøren, der forventer, at p-appene vil blive populære i Aarhus, når p-automaterne er ændret til, at der skal forudbetales.

Artiklens emner
FDM