Fortsæt til indhold
Aarhus

Hoteller byder konkurrent velkommen i Aarhus

Selv om Airbnb er en konkurrent, foretrækker de etablerede hotel-kæder i byen at samarbejde med udlejningsplatformen.

Hellere samarbejde end at bekrige hinanden. Det er holdningen hos byens etablerede hotelkæder til, at den lokale turistorganisation Visit Aarhus har indgået partnerskab med den private udlejningsplatform Airbnb.

Direktøren hos Scandic Hotels Denmark West, Jesper Buus, mener, at Airbnb bidrager positivt ved at trække nye turister til byen.

»Det er en spiller i markedet, som tilfører en masse og er med til at åbne Aarhus som destination for gæster, som bor og rejser på en anden måde. Det er gæster, som måske ellers ikke ville været kommet, fordi man ikke har budget til hotel,« siger Jesper Buus.

Et stort marked

Han ser ikke Airbnb som en konkurrent.

»Nogle gange sover man på hotel og nogle gange bor man på Airbnb. Markedet er stort, og det er bedre, at vi indgår et samarbejde og snakker med hinanden, end at vi står i hver sin lejr,« vurderer han.

Airbnb har disrupted vores marked, og de er jo inde og tage en bid af kagen. På den måde er de selvfølgelig en trussel.
Flemming Poulsen, direktør hos Comwell

Jakob Wätjen, der både er regionsformand for hotel- og restaurationsbranchens forening, Horesta i Midtjylland og direktør på Montra Hotel Sabro Kro glæder sig over, at Airbnb nu også betaler til Visit Aarhus’ arbejde med at øge turismen.

»De har indtil nu profiteret på byen og vores markedsføring. De penge, vi betaler ind til Visit Aarhus bliver brugt til at tiltrække internationale gæster og er med til at styrke vores butikker, restauranter og attraktioner. Når der er events i Aarhus, så profiterer Airbnb også på det, så er det fair nok, at de også er med til at synliggøre og tiltrække kommende arrangementer,« siger Jakob Wätjen.

Pas på misbrug

Direktør hos Comwell, Flemming Poulsen, ser også gode muligheder i samarbejdet.

»Airbnb har disrupted vores marked, og de er jo inde og tage en bid af kagen. På den måde er de selvfølgelig en trussel. Men nu melder de sig ind i vores lokale turristorganisation og bidrager økonomisk til at udvikle besøgstallet. Så i stedet for at leve hver sit liv, løfter vi nu i samlet flok,« siger Flemming Poulsen, der dog mener, at der stadig er grund til at have et kritisk øje på, hvad der foregår på Airbnb’s onlineplatform.

»Deres cirkeløkonomiske forretningsfilosofi, hvor man som indehaver af en lejlighed kan tjene en ekstra skilling på at udleje et værelse, er utrolig sympatisk. Der, hvor det har en negativ side, er, når ejendomsspekulanter går ind og udlejer deres ledige lejligheder og værelser på Airbnb. Det er ikke meningen, og den del af forretningen skal der fortsat holdes øje med,« mener Flemming Poulsen.