Fortsæt til indhold
Aarhus

Specialopgave til kronprinsens center i Aarhus

Kronprins Frederiks nye ledelsescenter på Aarhus Universitet skal ifølge et regeringsudspil være med til at evaluere 43.000 offentlige ledere. 21,8 mio. kr. skal investeres i udvikling af et nyt evalueringsværktøj.

Blot otte måneder efter indvielsen har Kronprins Frederiks center for offentlig ledelse på Aarhus Universitet (AU) udsigt til at spille en vigtig rolle i et nyt regeringsudspil om offentlig ledelse.

Hvis udspillet, der præsenteres onsdag, bliver vedtaget, skal det nye center på Aarhus Universitet være med til at udvikle et nationalt værktøj, som kan bruges til at evaluere offentlige lederes indsats. Det skal ske i samarbejde med KL, Danske Regioner og Finansministeriet, og regeringen har afsat i alt 21,8 mio. kr. til partnerskabet.

Vi er sat i verden for at gøre den offentlige ledelse bedre ved at tilbyde vores viden.
Lotte Bøgh Andersen, professor og leder af Kronprins Frederiks center for offentlig ledelse på Aarhus Universitet

Det nye værktøj til lederevalueringer vil kunne bruges af de omkring 43.000 offentlige ledere i staten, kommuner og regioner. Udover at give den enkelte leder og arbejdsplads viden om kvaliteten af ledelsen vil værktøjet også gøre det muligt på nationalt niveau at indsamle viden om offentlig ledelse til brug for forskning.

Projektet er et af i alt 22 konkrete initiativer i regeringens udspil, som følger op på den såkaldte Ledelseskommissions anbefalinger. I den kommission sidder bl.a. Lotte Bøgh Andersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, og hun har siden maj 2018 også været leder af netop Kronprins Frederiks center for offentlig ledelse.

»Vi er sat i verden for at gøre den offentlige ledelse bedre ved at tilbyde vores viden, så derfor er vi glade for, at vi er blevet spurgt, om vi kan hjælpe med at løse den her opgave. En af gevinsterne i det her værktøj vil være, at man kan følge kvaliteten over tid, og det vil være nyttigt for vores forskning på området. Det er unik chance for at få viden om, hvordan offentlig ledelse udvikler sig i Danmark, og den forskning vil også bidrage til at skabe bedre ledelse,« siger Lotte Bøgh Andersen.

Innovationsminister Sophie Løhde ser frem til at få mere ensartede evalueringer:

»På mange offentlige arbejdspladser arbejder man allerede med lederevalueringer, og det er rigtig godt. Men i dag gøres det på mange forskellige måder, og det kan være svært for den enkelte leder at sammenligne sine egne resultater med kollegers på tilsvarende arbejdspladser. Vi mangler simpelthen et overblik over udviklingen i offentlig ledelse på tværs af det offentlige,« siger ministeren i en omtale af udspillet.

Regeringens udspil præsenteres onsdag kl. 10 af innovationsminister Sophie Løhde (V) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ved et pressemøde i Finansministeriet.