Kastede kanonslag indendørs på hotel og angreb politimænd
To mænd blev natten til lørdag sigtet for at udøve vold mod tjenestemænd, da de forsøgte at vælte to betjente til en fest i Grenaa.
En patruljevogn blev lørdag nat kl. 00.40 kaldt til Helnan Marina Hotel i Grenaa grundet en anmeldelse om dårlig stemning. Der var desuden blevet kastet med kanonslag indendøre blandt hotellets gæster. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da patruljen ankom, blev de mødt af to mænd på hhv. 45 og 47 år fra hhv. Nordjurs og Ikast. De to mænd forsøgte at nedlægge politimændene og blev derfor sigtet for at have udøvet vold mod tjenestemænd.
Begge mænd blev anholdt og bragt til afrusning, hvorefter de vil blive præsenteret for sigtelsen og efterfølgende afhørt. Begge mænd løslades herefter.